skab

Fællesskabet

Var du en af dem der blev mobbet eller var du den der mobbede i skolen? Eller var du bare en af medløberne der lod som ingen ting…..? Man siger at hæleren er lige så skyldig som stjæleren – gælder det også ved mobning?

Min tid i folkeskolen var bestemt ikke en dans på roser. Jeg elskede at gå i skole og lære nyt, men det med at skabe gode relationer og være en del af fællesskabet, det holdt hårdt. Jeg har altid følt mig lidt uden for og observerende ift. de andre. I dag er jeg overhovedet ikke ked af den jeg er, tvært i mod – heller ikke selv om jeg ikke altid lige passer ind.

Det er mærkeligt at man kan gå i skole sammen i 10 år og tilbringe så meget tid med hinanden og alligevel kender man næsten ikke hinanden. Det var i hvert fald den oplevelse jeg havde at ingen rigtig kendte mig eller havde lysten til at lære mig at kende. Al ting var meget overfladisk. Har ofte følt mig meget misforstået både af klassekammeraterne men også lærerne.

Der er ting jeg husker ganske tydeligt og ikke altid for det gode…. Men der er også ting, som ligesom på en eller anden måde har fortabt sig i tågerne og er blevet udvisket.

I min klasse var det ikke kun eleverne der blev drillet. Husker tydeligt en vikar vi havde, som nogle elever kørte så hårdt på, at hun endte med at stå og græde. Kan stadig mærke ubehaget i kroppen, når jeg tænker tilbage på det….. Følte jeg var en del af det, selv om jeg ikke deltog aktivt, men jeg gjorde heller ikke noget for at stoppe det….

Noget at det jeg bl.a. har arbejdet rigtig meget med er mit temperament. Nøj, hvor kunne jeg blive gal, når jeg blev drillet og mobbet. Jeg løb væk fra skolen, når det hele blev for meget. Efter at have været vred og forsøgt at sige fra, så blev jeg rigtig rigtig ked af det. Det ville jeg ikke have at andre så. Så løb jeg min vej – væk fra skolen og gemte mig. Nogen gange sad jeg i krattet ved fodboldbanen, andre gange på toiletterne eller i trappeskakterne. Gemte mig til skolen var slut og jeg kunne komme væk uden at blive set. Jeg løb også nogen gange ned ved min mors arbejde og sad uden for og ventede til hun fik fri….

Når jeg var løbet væk og skulle i skole igen dagen efter blev jeg kaldt ned på kontoret. Der fik jeg læst og påskrevet om, at jeg ikke måtte løbe væk og at jeg bare skulle stoppe med at blive så vred for det var derfor de andre blev ved med at drille mig for at se, hvor vred de kunne gøre mig….

Hold da op den har fyldt meget i mig – den der skyld. Altså at jeg selv var skyld i drillerierne.

Min refærdighedssans er og har altid været meget høj. Derfor forsøgte jeg også at forsvare nogen af de andre, som blev mobbet/drillet. Men det skulle man ikke have gjort – så fik jeg selv bare flere hug bagefter…..

Jeg har heldigvis fået bearbejdet en masse af det. Men det har været svært ift. mine børn og deres skolegang – her er mange af mine egne spøgelser dukket op igen og igen… Jeg har helt sikkert været ekstra på tæerne ift. frygten for, at de skulle opleve og blive udsat for de samme grimme ting, som mig selv.

Det er stadig væk svært at tænke på, at dem der har mobbet og været grove formentlig slet ikke er klar over, hvad de har gjort……

I dag ved jeg og kan mærke helt ind i mit hjerte, at vi alle er forbundet. Så trods de hårde år i skolen – så er jeg på ingen måder selv blev hård, men et kærligt, rummeligt og hjertevarmt menneske som tør at sætte grænser og stå ved, hvem jeg er.

Hvordan ser du på og hvad tænker du om fællesskabet?

Pure love, Lina <3

image1 (1)
image2

Hvordan prioriterer du dine relationer?

Hvordan laver du aftaler med et andet menneske? Hvad betyder “skal vi snart ses?”? Er det en opfordring til, at man skal aftale en dag, hvor man kan ses eller er det bare den samme frase, som når nogen spørger “hvordan går det?”, men i virkeligheden ikke er interesseret  i at høre svaret, men blot spørger af høflighed.

Jeg har et ret anstrengt forhold til small talk. Kan sagtens se fornuften i small talk ift. at bryde isen, men så holder det altså ikke længere for mig. Det lægger afstand og en barriere, en maske, et filter ind imellem mennesker og gør at vi ikke (tør) viser vores sande jeg.

Det kan for mig opleves som eller være et udtryk for ikke at tage ansvar for situationen. Hvem har ansvaret for, at få fundet en dag, tid og sted, hvor man så rent faktisk kan ses, hvis spørgmålet “skal vi snart ses?” blot besvares med et”ja det kan vi godt”, men ingen handler på det. Jeg er meget lidt vild med ting der bare hænger der i luften og ikke bliver taget aktion på eller afsluttet. De fylder op og giver dårlige relationer.

Jeg laver med jævne mellemrum en relationscirkel for mig selv.

Inderst skriver jeg navnene de mennesker, som jeg har tættest på mig, som er vigtigst for mig og/eller som jeg bruger mest tid sammen med. Derefter navnene på dem, som er mindre og mindre tæt på mig længere og længere ude i cirklen.  Bagefter laver jeg enten en ny cirkel eller markerer med pile på den gamle (længere ud eller ind i cirklen), hvordan jeg gerne ville have mine relationer er fordelt. Det er både familie, venner, kollegaer m.fl., som sættes i cirklen. På den måde får jeg et klart billede af, om tingene stemmer overens med mine ønsker eller om jeg ikke har fået prioteret, som jeg gerne ville eller havde behov for.

Når først jeg har overblikket, så er det meget nemmere at få sagt til og fra. Nogen vil måske mene, at det er en lidt barsk måde at prioritere på. Men hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene og ikke få dårlig samvittighed, så er det en af måderne der hjælper mig til at få sat grænser og prioriteret.

Hvad og hvordan gør du ift. dine relationer (familie som venner/venninder m.fl.), så du ikke får dårlig samvittighed, men kan se dig selv i øjnene?

Glæder mig til at høre og få inspiration fra dig.

Pure love, Lina