prioriteringstrekanten

Prioriteringens kunst

Måske er jeg miljøskadet af at jeg i mange år har arbejdet med styring og implementering af store som små projekter. Egentlig er det måske en del af min personlighed – det med at kunne gennemskue mønstre og analysere. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg altid har gjort det og været god til det – helt tilbage til min barndom. De seneste år har jeg arbejdet med forbedrings- og forandringsledelse. Min hjerne kører på højtryk for at analysere, finde mønstre og gennemskue processer. Det gælder ikke kun på mit arbejde, men også i mit privatliv.

Jeg har mange gange hørt fra mennesker, at de synes jeg har alt for meget kontrol over tingene, så spontaniteten drukner. Men for mig er det netop det at have overblik og systemer der gør, at jeg får overskud til at være spontan og tænke ud af boksen. Der er ikke noget mere enerverende end alle dagligdags trivialiteterne, alle “skal” opgaverne, som vi ikke altid kan se os fri for. Som at tjekke op på forældreintra, lave indkøbsseddel og madplan for den næste uge, bestille tid til service og dækskift på bilen osv. Listen er lang med mange daglige gøremål, især når man er en lille stor familie, som hos mig og man drukner nemt og mister overblikket. Også selv om man forsøger at lave ene to do liste efter den anden. Men når jeg holder fast i mine rutiner og systemer, så giver det ro og overskud. Jeg skal ligesom ikke tænke over, hvordan eller hvad jeg skal gøre – systemerne kører nærmest pr. automatik. Det er vel det, man kan kalde en vellykket implementering 😉

Men i bund og grund handler det om prioritering. Vi kan lave nok så mange systemer og lære nok så mange redskaber til at få overblik, men det hjælper os ikke, hvis vi ikke er villige til at prioritere – vælge til og sige fra.

Før min sejltur, mit stressforløb så mærkede jeg ikke mig selv og lyttede ikke til min mavefornemmelse og de mange signaler, som min krop sender. Den er fantastisk, den der krop. Hvis man altså tør lytte til den. For det er ikke altid man kan li’ svaret. Men hvis ikke man vil lytte, så kommer man til at føle…. Den råber bare højere og højere og sender stærkere og stærkere signaler f.eks. i form af smerter og ubehag, hvis vi igen og igen udsætter os selv for ting, som vi ikke magter eller presser os selv for hårdt.

Hvorfor er det så forbandet svært at lære det der med at sige fra….. Hvem og hvad er det vi tror vi gavner, når vi ikke får sagt fra og prioriteret. Det er så nemt bare at sætte sig ned og sige, der er ikke plads til mig, mine behov og ønsker. Men realiteten er, at der komme ikke nogen og skaber den plads for dig – udover dig selv……

Hvordan ser din prioriteringstrekant ud? Hvad vælger du til og siger fra overfor?

Rigtig god weekend og pure love, Lina <3

Håb-hjerte-spire

Hvordan håndterer du sorg?

Det er vel lidt et stort spørgsmål at stille, men jeg tror, at det er meget forskelligt, hvordan vi griber det an. Jeg er p.t. i en situation, hvor jeg forsøger at navigerer i sorgprocessen. Jeg vil derfor være taknemlig for alle de indput, som I måtte have. Vi kender det jo alle sammen og har været der på et eller flere tidspunkter i vores liv.

Jeg vil forsøge at dele min tilgang til sorgarbejdet med jer i håber om, at skabe en åbenhed og dialog, så vi ikke skal føle os alene med vores sorg – måske mest af alt mig, der den følelse lige nu. Men jeg oplever, at man nemt kommer til at føle det sådan, når ting er usagt.

Når jeg er i sorg, vil jeg rigtig gerne handle og løse ting. Også selv om jeg egentlig slet ikke føler, at jeg har overskuddet til det. Jeg ved godt, at jeg gør det, altså handler, mest af alt for at løbe væk fra det hele. Alt kaosset og følelses virvaret. Så jeg prøver at standse op og bare være uden handling, som meget som jeg tør. For det handler om at turde og ikke lade sig forføre at frygten.

Jeg er et rigtigt snakke menneske, som mange af jer måske allerede ved eller har gennemskuet ud fra min blog. Så når jeg er ked af det, så ryger jeg hurtigt ud af den sti der hedder “vi skal da snakke om tingene”. Men igen er det bare en flugt. For hvad hjælper det egentlig at snakke? Løser det noget? Giver det mig det jeg egentlig ønsker og har behov for? Nej, det gør det ikke. Det giver mig i princippet det stik modsatte. For det jeg higer efter er ro. Så nytter det jo ikke noget at jeg selv skaber uro og kaos omkring mig med handlinger og snak. Det eneste sted, hvor jeg altid kan finde ro er inden i mig selv. Jeg mener ikke, at man slet ikke skal snakke med andre om sin sorg og udfordringer. Det skal jeg nok få gjort. Det er der ikke nogen fare for. Men stoppe op, det vælger jeg ikke bare lige sådan frivilligt. Så der må “hårdere” midler til.

Så jeg må være stille. Men holdt kæft hvor er det svært når tanker og følelser hvirvler rundt i krop og hoved.

Noget af det, som også hjælper mig i sorgprocessen er at forsøge at se på alle de små positive ting, som trods alt er her. Det er svært at fastholde og gøre, for glæden over de små ting kan ikke rigtig mærkes i kroppen, som det ellers kan, når jeg er i ro. Så endnu et godt argument for at gøre en indsats for at vælge roen frem for handling, snak – uro og kaos. Så jeg kan sanse og mærke alt det smukke.

Men håbet er det der for mig gør en kæmpe forskel ift. at bearbejde min sorg. Det der bare kan være det sværere er, hvad det er for et håb man skal rette blikket hen imod? Er det håbet om at genfinde det tabte eller håbet om hvad jeg har lige nu eller håbet om hvad der kommer. Svaret er lige til – det er håbet om alt det der er lige nu. Men det er så svært at fastholde blikket i den rigtige retning.

Jeg er Lina, jeg er kærlighed og alt er helt ok og som det skal være – ellers ville det jo være anderledes. Men jeg har det ad helvede til lige nu.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Glæder mig til at høre fra jer om, hvordan I håndterer tab og sorg.

Pure love, Lina

helphand_hjerte

Uopfordret hjælp

Sidder på jobbet og kigger ud af vinduet. Et ældre ægtepar kommer gående og manden stopper op for at binde sit snørebånd, som er gået op. Han når nærmest ikke at bukke sig ned og starte på at snøre sin sko før konen bukker sig ned, læner sig ind foran ham og binder hans sko.

Som det naturligste i verden, for hende, er hun der for at hjælpe ham med det samme, uagtet at han end ikke har bedt hende om det.

Hvis det var mig og nogen gjorde sådan, så var det formentlig ikke endt kønt. Jeg var højest sandsynligt faret i flint og havde sagt fra overfor den, for mig, grænseoverskridende handling. Men jeg må desværre gribe i egen barm og indrømme, at jeg ofte selv kommer til uopfordret at “tilbyde” min hjælp  – især til min mand og mine børn.

Hvorfor handler vi anderledes overfor andre, end den måde, hvorpå vi selv gerne vil behandles?

Jeg har altid tænkt at ordsproget “du skal behandle andre som du selv vil behandles” er skruet lidt forkert sammen. For mig giver det mere mening at “du skal behandle andre, som de gerne vil behandles”….

På den måde oplever jeg, at der åbnes op for nysgerrigheden ift., hvad andre ønsker og hvordan deres verden ser ud. Man får ikke lige så nemt puttet sin egen virkelighedsopfattelse og forforståelse af ting nedover andre mennesker.

Så min opfordring til dig er at prøve at være lidt mere nysgerrig – bare i dag…..

Pure Love, Lina

image1

Skyde forbi målet.

Vi laver alle sammen fejl, masser af fejl. Jeg oplever, at mange mennesker har rigtig svært ved at bære deres egne fejl og mindst lige svært ved at acceptere og rumme andres fejl. Ingen kan leve op til at være 100% fejlfri, men vi kan alle gøre vores bedste.

I bebyggelsen hvor jeg bor, har man lov til at reservere en parkeringsplads i vintermånederne. Den 1. december sætter man selv et skilt med ens nummerplade på den plads, som man nu ønsker. Man skal så selv sørge for at holde pladsen ren for evt. sne. Så slipper bebyggelsens gårdmænd for at bruge tid og kræfter på af skrabe sne med deres ellers yderst effektive, motoriserede maskiner (I kan nok fornemme at jeg ikke er vild med ordningen).

I stedet for skaber det en masse udfordringer. Selvom reglerne er forholdvis klare, så sker det, at nogen ikke overholder dem. Jeg kom f.eks. selv til at parkere på en afmærket plads for et par år siden, hvilket resulterede i, at der holdt en bil på tværs bag min bil, da jeg kom ud og skulle afsted på arbejde den næste morgen – bilen tilhørte selvfølgelig “ejeren” af parkeringspladsen.

Jeg havde ikke set afmærkningen (pga. en stor snebunke som næsten skjulte skiltet med nummerpladen). Da det endelig lykkedes mig at finde ud af, hvem ejeren af bilen (og P-pladsen) var, gik jeg ind for at banke på og sige undskyld for min fejl. Her blev jeg mødt af en af medlemmerne af det selvbestaltede parkeringsplads politi. Han overfusede mig og var fast besluttet på at jeg havde parkeret på “hans plads” med vilje. Han godtog meget modvilligt min undskyldning og var bestemt ikke indstillet på at fjerne sin bil, så jeg kunne komme ud.

Jeg undres over, hvad det er der gør, at mange mennesker er så fast besluttede på, at fejl begået af andre må være begået med en vilje og beslutsomhed, hvor hensigten er af irritere og forpeste andres verden mest muligt. Hvad er det for nogen briller, man har på, når man tror og tænker dette? Hvad med lige at stoppe op et øjeblik og tage nogen andre briller på. Det kunne jo faktisk være, at tingene forholdt sig noget anderledes end den virkelighed, som man selv ser igennem egne briller. Hvad er der blevet af nysgerrigheden? Er den blevet udskiftet med forudindtagetheden?

Jeg skyder dagligt forbi målet (og laver fejl), men det er kun godt for så bliver jeg bedre og bedre til at ramme rigtigt.

Hvad for nogen briller vælger du at tage på i morgen?

Pure love, Lina

image (1)

At blive holdt.

De sidste par uger har det føltes som om, jeg har været i frit fald. Der er sket så mange uforudsigelige ting i mit liv. Jeg befandt mig pludselig et sted, hvor jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. Som om min egen dømmekraft var sat ud af spil, ift. hvad der var rigtig og forkert. Jeg var fyldt med frygt og turde ikke se sandheden og tingene i øjnene, fordi det var for svært og hårdt.

Som jeg tidligere har skrevet om, synes jeg det kan være rigtig svært at bede om hjælp. Men jeg synes selv, at jeg er blevet så meget bedre til det. Før i tiden ville jeg have holdt på, at jeg nok skulle klare (alle) tingene selv. Den leveregel og overbevisning kigger også frem igen, når jeg har det svært og udfordringerne melder sig.

Men igennem årene hvor jeg har udfoldet og åbnet mit hjerte, så har jeg også fundet mere og mere tryghed ved og tiltro til andre mennesker. Især på hjertevejlederuddannelsen har jeg været udfordret og her opdagede og lærte jeg bl.a., hvor udfordret jeg var i mine relationer med mennesker.

Jeg ved nu og kan mærke dybt i mit hjerte, at vi alle er forbundet og føler mig aldrig alene mere. Det er ikke det samme som, at jeg ikke kan savne selskab eller mennesker, som jeg ikke har set i lang tid eller bare gerne vil bruge mere tid sammen med.

Der er en stor forskel for mig ift. at føle sig holdt eller holdt af. Før i tiden turde jeg ikke række ud – jeg frygtede at blive afvist og dermed ikke holdt af. I dag ved jeg og mærker tydeligt, at jeg kan læne mig (op af andre) og hele tiden føler jeg mig holdt og dermed også holdt af.

Uanset hvad der sker i mit liv eller hvor jeg befinder mig, så er der nogen og noget som holder mig. Jeg behøver end ikke gøre noget for det – har tillid, række ud og holder af mig selv. Det der før var så skræmmende, føles nu så indlysende og enkelt.

Du holder (af) dig, vi holder sammen alle sammen og det holder jeg rigtig meget af.

Pure love, Lina

image1

Udskidt æblegrød

Noget af det jeg er dårlig til, er at bede om hjælp. Jeg er nærmest en undskyldning for mig selv og overbevist om, at jeg er til besvær eller ulejlighed. Men udover at føle, at jeg er til besvær, så er der også noget andet, som gør det rigtig svært for mig at bede om hjælp.

Når vi tilbyder at hjælpe hinanden, så er det som om, det giver carte blanc for nogle mennesker til at være med i beslutningen om, hvordan hjælpen skal udmøntes, hvilken beslutning der skal træffes eller hvad den der beder om hjælp skal gøre i en given situation. Man får nærmest stoppet et ultimatum eller en løsning ned i halsen. Det er som om mange mennesker tror, at de ved bedre, hvad andre har brug for. “Nu skal du bare se her, jeg ved godt du bad om X, men jeg er helt sikker på, at du har brug for og får det meget bedre af Y.”

Det er mest af alt det, der gør, at jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg vil hverken have stoppet ultimatum eller løsning ned i halsen, men ønsker blot ubetinget hjælp eller støtte. Hvad er der blevet af den barmhjertige samaritaner?

Vi skal selvfølgelig,  hver især, mærke efter og beslutte, hvad vi kan være med til og tilbyde af hjælp/støtte. Kan vi ikke være med, er det bedre for begge parter, at få sagt fra eller nej.

Såvel som man kan højest kan få et nej ved at bede om hjælp – så skal man vel også kun give et ja til hjælp og støtte, hvis det kommer fra hjertet og er ubetinget?

Når du dømmer eller peger fingre af andre, dømmer og peger du også på dig selv (husk på at 3 fingre peger ind mod dig selv).

Jeg føler mig godt slidt i kanterne i øjeblikket og har i aller højeste grad brug for lidt kærlig, ubetinget støtte. Som en kærlig og klog bekendt sagde til mig i sidste uge “selv om du ligner eller føler dig som udskidt æblegrød (og det beskriver meget godt, hvordan jeg har det), så kan grød stables når det tørrer.”

Pure love, Lina

image

Hvad sender du ud?

Den anden dag skrev jeg om at være en del af en suppe eller sovs ifm. shopping. Vi er jo alle sammen en del af en stor suppe – hænger sammen og er forbundet med hinanden. Vi ånder den sammen luft og går på den sammen jord. Det er noget af det, som er synligt for os, men hvad med alt det, som ikke er synligt – sådan umiddelbart for det menneskelige øje.

Du kender sikkert det, at nogen siger eller gør noget, som du lige har tænkt på. To sjæle – en tanke. Eller du møder en person, som du umiddelbart føler kender dig, selv om I aldrig har mødt hinanden før. Du føler at der er noget du er nødt til at gøre f.eks. kontakte en du kender/et familiemedlem for lige at være sikker på, at de er ok. Det er eksempler på synkronisitet eller forbundethed. Du kan helt sikkert komme på flere eksempler end dem jeg lige har beskrevet. Det er en del af den usynlige suppe, som vi alle sammen er en del af.

Vores tanker og handlinger sendes også ud i suppen – ligesom vi samler ideer og tanker op fra suppen. Lidt ligesom radiobølgerne der sender lyd ud i æteren, så sender vi også bølger ud i vores fælles suppe. Vi er omgivet af en usynlig suppe lidt ligesom fiskene i vandet – de tænker heller ikke over, hvad de svømmer rundt i, selv om de er omgivet af vand og ikke kan leve uden.

Jeg prøver hver dag at have opmærksomhed på, hvad jeg sender ud, men også hvad jeg tager ind og fanger op på. F.eks. har jeg for flere år tilbage truffet en beslutning om, at jeg ikke ser nyhederne i fjernsynet. Det er stort set kun dårlige eller negative ting, som der informeres om. Selv om jeg ikke ser nyhederne, så får jeg alligevel masser af information om, hvad der sker i verden, når jeg er i kontakt med alle de spændende og dejlige mennesker, som omgiver mig.

Så vær bevidst om, hvad du modtager og sender ud – du påvirker hele verden. Svøm ikke med åben mund og pis ikke i vandet, for der er andre der svømmer i det sammen med dig.

Hvad vælger du at sende ud i dag?

Pure love, Lina

image6

Hvad gemmer der sig under overfladen?

Det har været super hårdt, at vi som familie igennem de sidste 2 år gentagne gange er blevet ramt af forskellige sygdomme. Vi har forsøgt at stå sammen, men det slider hårdt på alle i familien. Det har især været hårdt for mig med både en syg søn og mand på samme tid. Tanken om at skulle starte på arbejde igen om kun 2 måneder virker nærmest uoverskuelige lige nu. Benjamins reflux (læs evt. mere det her: http://www.kolikmor.dk/refluks/) er heldigvis p.t. næsten i ro takket være den medicinske behandling og at han langsomt forhåbentlig er ved at vokse fra det. Men en tanke har slået mig ift. behandlingen af sygdomme…….

Prøv at nævn en sygdom, hvor man ikke kun behandler sygdommens symptomer, men rent faktisk gør den syge rask vha. behandlingen (her fratænker jeg operative indgreb og tænker på medicinsk behandling). Der er penicilin, som helt sikkert er en fantastisk opfindelse og jeg kan da også nævne et par andre præparater… Men f.eks. i behandlingen af diabetes og flere andre stofskiftelidelser, gigtsygdomme, knogleskørhed, psykiskelidelser m.fl. – der er behandlingen at lindre og fjerne/bedre symptomer, men sygdommenene kan ikke fjernes/kurreres.

Det er da tankevækkende, at man kun bevæger sig på overfladen og ikke stiller spørgsmålstegn, undres eller undersøger de bagvedliggende årsager. Det er der selvfølgelig også nogle mennesker (bl.a. forskere) der gør, men jeg oplever, at det ikke en er særlig udbredt at vælge denne tilgang. Hverken ift. sygdomme eller generelt i samfundet.

Næsten uanset hvor jeg kigger hen, så synes jeg, at det er det det samme billede. Vi bevæger os kun på overfladen – i vores relationer med andre mennesker (venner, bekendte og familie), på arbejdspladsen ift. vores kollegaer eller som ledere, i kommunikationen med vores børn osv. Mange skøjter hurtigt videre og er sjældent rigtig tilstede, siger ikke det de reelt mener, mærker ikke efter hvordan noget føles eller spørger ind til og lytter til andre. Vi løber videre efter det næste og det næste, noget nyt, nyere og helst det nyeste.

Hvis vi i stedet forsøgte at kigge lidt bagved det hele, så kunne det være at vi fik øje på noget, som ikke handlede om os selv. Hvordan er det nu med isbjerget – nå jo vi kan kun se toppen og ikke alt det der gemmer sig neden under. Men vi kunne jo tages snorkel og svømmefødder på og bevæge os ned under havoverfalden. Vil du med ud at svømme sammen med mig?

Pure love, Lina ❤️

image2

Sensitiv shopping

Den anden dag var jeg i Netto. En helt almindelig dag som alle andre. En formiddag hvor de fleste andre er på arbejde og det derfor primært er pensionister og mødre på barselsorlov, som er ude at handle. Det burde være til at overskue. Der er ikke så mange mennesker i butikken, så man kan nemmere komme rundt i de smalle gange. Dog bliver jeg udfordret af de mange paller, som står i gangene flere steder rundt omkring i butikken, hvor medarbejderne er igang med at fylde vare op. Det er svært at komme rundt med en barnevogn.

Det lykkes at få fundet de ting, som jeg er kommet efter (og intet er udsolgt!). Da jeg kommer frem til kassen sidder der et livsstykke af en mandlig medarbejder. Jeg vil tro, at han er omkring de 50 år. Han smiler og taler til hver enkelt kunde. Selv om jeg ikke føler, at jeg er gammel nok (hmmm hvornår er man egentlig det?) til at blive tiltalt som “frue”, så føles det ualmindelig rart at blive set af et andet menneske, der midt i min egen navlebeskuende ammehjerne verden. Han får selvfølgelig en sød kommentar og tak retur – håber at jeg har gjort en forskel på hans arbejdsdag. Han gjorde ihverfald en forskel for og indtryk på mig……

Jeg er slet ikke vild med at komme ud og shoppe. De sidste 7 måneder efter Benjamin er blevet født har gjort mig til en endnu mere sensitiv sjæl. Derfor har så mange af mine indkøb som overhovedet muligt foregået på nettet, alt fra almindelige dagligvare hos nemlig.com til babygrød, tøj og gaver.

Jeg bliver så frustreret over, at jeg gang på gang oplever, at når jeg endelig tager ud for at shoppe, så er de vare jeg skal købe udsolgt. Der er sjældent meget service at hente i butikkerne i form af, at de oplyser hvornår man kan forvente at varen er på hylden igen eller en lyst til at tilbyde at bestille varen hjem til en. Desuden hvirvles jeg ind i alle de fortravlede menneskers verden. At træde ind i et shoppingcenter er som at træde ind i en stor skål fuld negativ, egoitisk, hektisk og larmende suppe. En tyk, fed og cremet suppe eller måske mere sovs, som næsten ikke er til at skære sig igennem. Langsomt omslutter den en og selv, når man forlader shoppingcenteret følger den efter en resten af dagen og er svær at ryste af sig…og nærmest dræner en for energi.

Der er langt imellem, at man møder smilende, glade og positive mennesker – det være sig kunder som medarbejdere. Ind imellem kigger et livstykke frem i mængden, som ekspedienten, som jeg mødte i Netto. Men alt for ofte er det sure mennesker, som har travlt og tror at det vil koste dem ekstra at være høflige, som f.eks. hende der masede sig vej forbi os, da vi stod på rulletrappen og ikke havde øjne i nakken. Vi opdagede derfor ikke, at hun gerne ville forbi og foran os. Spydigt sagde hun; “Må jeg lige komme forbi eller hvad?”. Som om vi stod der på trappen side og side min mand og jeg – holdt hinanden i hånden – bare for at genere hende. Næ, vi stod så ment bare der på rulletrappen og prøvede at sprede lidt kærlighed i verden og til hinanden.

Shopping på nettet er nok det tætteste man p.t. kommer på shopping for sensitive eller ukuelige romantikkere og mennesker som (dig) og mig, som forsøger at leve et liv fra hjertet. Men tænk, hvis der blev åbnet et shoppingcenter, hvor både kundernes såvel som medarbejdernes mål var at glæde og vise anerkendelse og respekt for hinanden – hvem ville ikke gerne handle der?

Pure love, Lina ❤️