Benjamins-fødsel

Kejserinde gange 4 del 2.

Så er jeg klar ved tasterne igen…. Denne gang for at skrive om mine 2 sidste kejsersnit. Så hvis du er klar, så sæt dig godt tilrette. Here goes…..

Jonas’ fødsel
Jeg var ellers sikker på, at jeg i hvert fald kun skulle have 2 børn. Eller som helt ung ved I jo allerede, hvis I har læst mit blogindlæg om min store lille familie, så skulle jeg faktisk slet ikke have børn. Men det var som om jeg ikke rigtig var færdig med det der børnehalløj. Jeg vidste jo faktisk ikke om det overhovedet kunne lykkes at blive gravid igen. Jeg havde rigtig svært ved at blive gravid med Sarah. Så vi besluttede at give det en chance i 6 måneder. Hvis ikke det lykkedes i den periode, så var det meningen at vi ikke skulle have flere børn. Jeg var blevet tilknyttet et forskningprojekt hos gynækolog Bjarne Stigsby i Tåstrup. Projektet hed “spis dig gravid” og gik i korte træk ud på at undersøge, om kvinder med PCOS nemmere kunne blive gravide alt efter hvilken kost de spiser (læs evt. mere om projektet her Spis dig gravid). En uge før den sidste kontrol på projektet opdagede jeg, at jeg var gravid.

Jeg ville så inderligt stadig væk gerne føde selv. Synes jo ligesom jeg var blevet snydt for slutningen af “filmen” to gange nu. Jeg fik den samme læge, som jeg havde lavet fødselsaftale med ved Sarahs fødsel. Han var meget samarbejdsvillig, men mente ikke at det var forsvarligt at forsøge almindelig fødsels igen. Aftalen blev at jeg fik tid til planlagt kejsersnit så tæt på min terminsdato, at jeg formentlig ville nå at gå i fødsel. Planen var så, at når jeg var i fødsel skulle vi stille og roligt komme ind på hospitalet, hvor man så ville gøre klar til kejsersnit. Jeg havde igen en dejlig graviditet dog med en del kvalme i starten. Men det bedste var at jeg igen holdt vægten fint og tog under 10 kg på.

Den 6. maj 2007 var jeg i Ikea og købe de sidste ting ind til vores nye rækkehus, som vi lige var flyttet ind i for 14 dage siden. Jeg havde en del murren i maven, men ikke sådan rigtig veer. Om morgenen den 7. maj 2007 var det lidt det samme. Jeg var i tvivl om jeg egentlig var i fødsel eller hvad. Jeg havde en tid hos jordmoderen kl. 9 og vi tog afsted som planlagt til den. Hun undersøgte mig og konstaterede, at jeg bestemt var i fødsel. Havde tegnblødning og var et par cm åben. Så jeg fik min journal i hånden og blev bedt om at gå over på fødegangen. Vi var på fødegangen et par timer. Veerne var regelmæssige og tiltog stille og roligt. Da jeg var lidt over halvvejs i fødsel blev jeg gjort klar til kejsersnit. Det var så fint og roligt alt sammen. Så tæt på en rigtig fødsels som det nu kunne blive. Jeg fik noget medicin, som skulle gøre, at mit blodtryk ikke faldt igen, ligesom ved Sarahs fødsel. Jeg havde ingen problemer ved denne fødsel og Jonas havde det også rigtig godt, da han kom ud og fik lov til at ligge hos mig næsten med det samme. Han var så vågen og kvik. På turen fra operationsstuen og over opvågningen fik jeg lov til at ligge med ham i sengen. Så snart vi var kommet over på opvågningen ammede jeg ham. Vi var indlagt i 2 dage. Det kunne tydeligt mærkes, at der var sparsomt med ressourcer i afdelingen, som vi var indlagt på. Ingen hjælp til noget som helst. Godt at Jonas blev født en fredag, så han far kunne være på hospitalet sammen med mig i weekenden og hjælpe til.

Benjamins fødsel
4. og sidste skud på stammen blev født for næsten et år siden nu. Puh ha som tiden dog flyver. Benjamin er Thomas’ 1. barn og mit 4. Så selv om han er mit 4. barn, så har det næsten været som at starte forfra, for alt har jo været nyt for Thomas og ikke mindst hans del af familien, hvor Benjamin er det 1. barnebarn. Jeg havde igen en forholdvis god graviditet dog med en masse kvalme og fik konstateret graviditetsbetinget sukkersyge. Jeg fik dog holdt det i ro med kostomlægning. Men det gjorde mig rigtig ked af det og nervøs. Ikke lige hvad jeg havde brug for. Igen tog jeg under 10 kg på.

Jeg havde håbet på at kunne få samme aftale, som jeg havde ved fødslen af Jonas. Jeg fik heldigvis den samme læge igen, som de 2 foregående gange. Hurra for Henrik Nyholm. Vi aftalte, at jeg igen fik tid til planlagt kejsersnit helt tæt på min termin i håbet om, at jeg måske gik i fødsel. Helt præcis fik jeg tid dagen før min termin. Desværre lykkedes det ikke at gå i fødsels. Så jeg mødte ind på barselsgangen om morgenen fredag den 27. marts 2015 på Herlev Hospital. Det var lidt mærkeligt at være tilbage på det samme hospital, hvor jeg fødte Laura for næsten 19 år siden og ikke havde en særlig god oplevelse. Jeg fik helt ondt i maven, når jeg tænkte på det. Vi blev forbedret og klædte om på barselsgangen og jeg fik min journal i hånden. Derefter gik vi selv hen til operationsgangen og satte os uden for for at vente på at blive kaldt ind. Det er altså meget surrealistisk og sidde der og vente på at om lidt bliver man forældre. Følelserne væltede rundt i kroppen på mig fra den ene yderlighed til den anden – fra grin til gråd…..fra glæde til frygt. Vi var det eneste par der var planlagt til kejsersnit den dag fordi vi selv havde fået lov til at vælge datoen. Så der var meget stille og roligt på operationsgangen. Normalt bliver de planlagte kejsersnit samlet på samme dag på ugen. Endnu gang stor tak til læge Henrik Nyholm <3

Ifm. forberedelsen til fødslen og samtale med den jordemoder, som skulle være med, havde jeg nævnt, at det var vigtig for mig, at få Benjamin op til mig så hurtigt som muligt, så det kunne være så tæt på en almindelig fødsel som muligt. Da jordemoderen kom for at hente os ved operationsgangen fortalte hun, at hun havde lavet en aftale med personalet på operationsgangen ift. at ændre lidt på procedurerne, så jeg kunne få Benjamin op til mig med med det samme. Det var ikke noget de havde prøvet før, men fordi jeg var 4. gangs mor og alt virkede til at være helt ok, så ville de gøre en undtagelse. Jeg fik sat diverse elektroder fast på ryggen i stedet for på brystet, så der var plads til at have ham liggende. Jeg var rigtig bange for at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Selv om jeg har haft rigtig gode oplevelser med det alle de 3 foregående gange, så kørte det rundt i hovedet på mig, at jeg jo de 3 gange havde været i fødsel og havde haft smerter. Nu sad jeg der på operationslejet og var bare mig…. Desuden havde jeg en rigtig skidt oplevelse fra anden en hospitalsindlæggelse året før med i bagagen , hvor de forsøgte at lave lumbalpunktur på mig (en undersøgelse hvor man stikker ind i mellem ryghvirvlerne for at tage noget rygmarvsvæske ud m.h.p. undersøgelse bl.a. for meningitis). Ifm. med den undersøgelse stak lægen forkert mange gange ind i mine knogler. Jeg har sjældent følt noget så smertefuldt og ubehageligt. Men det gik bare så fint. Jordemoderen og Thomas sad foran mig. De holdt mig i hænderne og fik ro på mig ved at hjælpe mig med at trække vejret roligt. Det var slet ikke slemt.

Igen havde de meget meget svært ved at åbne min mave pga. sammenvoksninger. De var så tæt på at skære hul på min blære, men heldigvis undgik de det. Jeg tissede blåt bagefter fordi de havde sprøjtet noget blå farve ind i blæren, så de kunne se, hvis der var hul.

Jordemoderen forklarede hele tiden, hvor langt de var med operationen og hvordan de løftede Benjamin ud og forsøgte at efterligne bevægelsen, som ved en rigtig fødsel. Han blev løftet direkte ud af maven, over klædet som afskærmede, så vi ikke kunne se selve operationen og op på mit bryst. Han græd kun kortvarigt, men var ellers helt stille og rolig. Vores egen lille zen baby (det skulle senere ændre sig meget – det fortæller jeg gerne om en anden gang). Han var så fin – og lille. Eller lille var han egentlig ikke – helt gennemsnitlig. Men når man nu tidligere har født store børn på 4500 g og han var et helt kg mindre, så føltes han lille. Han havde (som I kan se på billedet) fosterfedt over det hele. Det havde ingen af de andre 3 børn. Der lå han så og blev ammet på operationsstuen, mens de syede mig sammen. Kun da jeg skulle flyttes fra operationslejet og over i en seng var han kortvarigt hos sin far – for første gang. Det var så fin en oplevelse. Selv personalet på operationsstuen var helt høje efter oplevelsen og talte om, at sådan burde alle fødsler ved kejsersnit foregår. Det er jeg helt enig i. Jeg ved, at man gør sådan flere og flere steder – “hud mod hud kejsersnit” hedder det vidst. Hvis du ikke fik set det “live” kejsersnit, som de viste på DR1 for ikke så længe siden, så kan du se det her Kejsersnit. Det er meget tæt på, hvordan Benjamins fødsel foregik. På nær at de ikke tog klædet ned.

Vi var indlagt i 2 dage. Det første døgn havde jeg det ikke så godt. Havde virkelig mange efterveer. Formentlig skyldes det, at jeg jo ikke selv havde været i fødsel som de andre gange samt at livmoderen får sværere ved at trække sig sammen jo flere gange man har været gravid. Men ellers havde jeg det rigtig fint.

Der er så mange ting og detaljer man kommer i tanke om, når man sådan sidder og skriver det hele ned. Men tror at jeg har fået fortalt det væsentligste, som jeg nu husker det og så I har fået et godt billede af, hvor forskellig det også kan være at føde ved kejsersnit.

Har mit skriv givet anledning til spørgsmål, så sig endelig frem…. Synes efterhånden jeg har en del erfaringer i det med kejsersnit, hvis man kan have det. Jeg ville til en hver tid stadig vælge at føde selv hvis jeg kunne. Også selv om jeg har haft nogen super gode forløb og minimalt af problemer. Min krop/mave er og ser på ingen måder “normal” ud efter at have været skåret over 4 gange og mavemusklerne trukket fra hinanden. Men jeg har fået 4 helt fantastiske unger ud af alt besværet – men nu er det også slut….. Helt slut.

Tak fordi du læser med.

Pure love, Lina

Kejsersnit

Kejserinde gange 4.

Her kommer lidt mere fra den personlige fyldepen om mig og min store lille familie.

Som jeg tidligere har fortalt har jeg 4 børn med 2 forskellige mænd. Skæbnen ville åbenbart at de ikke frivilligt ville forlade min krop nogen af dem….. Så jeg har 4 kejsersnit bag mig – alle i rygmarvbedøvelse, så jeg har været tilstede og vågen hver gang. Det er 4 helt forskellige oplevelser – lige så forskellige som almindelige fødsler kan være. Årsagen til at jeg har været nødt til at føde ved kejsersnit er formentlig en skævhed i mit bækken, men ingen har kunne bekræfte at det med sikkerhed er årsagen.

Lauras fødsel
Jeg var 21 år da jeg blev planlagt gravid med Laura. Havde en forfærdelig graviditet, hvor jeg tog alt for meget på, fik bækkenløsning og havde så  meget væske i benene at de lignende elefantben og jeg måtte låne min mands gummisko, for jeg kunne ikke passe mine egne sko. Fødslen gik på ingen måder som forventet. Efter næsten 2 døgn i fødsel og med masser af veer og vestorm pga. vedrop blev det kl. 21 om aftenen den 5. september (efter 2 timer med presseveer) besluttet, at jeg skulle have kejsersnit. Men pga. travlhed på operationsgangen måtte vi vente og kom afsted som de sidste, fordi Lauras hjertelyd ikke var påvirket af de mange timer i fødsel. Hun blev født den 6. september 1996 kl. 2.22. Jeg kunne have kvalt den jordemoder, som sagde til mig, efter hun havde informeret om, at kejsersnittet nu var bestilt, “du må gerne presse eller lade vær”. Hvem fanden kan lade vær med at presse i flere timer, når man først har presseveer! Laura havde det ikke så godt, da hun kom ud, så jeg fik kun lov til at se hendes lille ansigt. Så gik de med hende sammen med hendes far. Mens jeg lå der på operationsbordet og blev syet sammen kom en sygeplejerske og sagde, at de muligvis ville overflyttet Laura til børneafdelingen på Glostrup (jeg fødte på Herlev Hospital). Det skete heldigvis ikke, da hun rettede sig fint på ilt og i en varmekasse. 4 timer efter hun var blevet født kl. 6 om morgenen den 7. september 1996 holdt jeg hende for første gang i mine arme. Vi var indlagt i 5 dage, så havde jeg fået nok og ville hjem.

Sarahs fødsel
Der gik en del år før jeg blev gravid igen. Det var ikke meningen, at der skulle være så mange år imellem barn nr. 1 og 2. Men sådan ville skæbnen det åbenbart. Jeg var meget opsat på, at jeg skulle føde normalt denne gang. Det var et kæmpe nederlag for mig, at jeg ikke kunne føde selv. Selve fødselsoplevelsen var heller ikke ligefrem positiv, men jeg fik lagt en tryg og god plan om at føde selv og med lovning om, at skulle det mod forventning ende i kejsersnit, så ville jeg højest komme til at vente 30-45 min. efter beslutningen var truffet. Jeg havde en skøn graviditet og tog under 10 kg på. Om aftenen den 23. oktober 2003 fik jeg veer og ud på natten gik vandet. Veerne var ikke uudholdelige, så jeg holdt ud og ventede. Tog en del brusebad den nat. Om morgenen den 24. oktober 2003 blev Laura afleveret i skole og derefter kørte vi mod Glostrup Hospital. Alt så ud til at gå planmæssigt. Jeg udvidede mig stille og roligt, men i pauserne imellem veerne fik jeg mere og mere ondt. Det føltes som om nogen træk min mave fra hinanden indvendigt eller skar mig med en kniv. Til sidst skreg jeg af smerte. Ikke så meget pga. veerne, men fordi smerten ikke ophørte eller holdt pause. Jeg skreg så højt, at den jordemoderstuderende der var med til fødslen holdt sig for ørerne. Jeg blev vurderet af en læge – heldigvis den samme læge, som jeg havde lavet fødselsaftale med. Han vurderede, at det ikke var forsvarligt at lade fødslen fortsætte, fordi de var nervøse for ruptur – at livmoderen var sprød og skulle springe pga. sammenvoksninger fra det gamle kejsersnitar. Så det blev besluttet af jeg skulle have kejsersnit – igen. Jeg græd som pisket og tryglede dem om at måtte føde normalt. Jeg var rædselsslagen – pludselig væltede alle minderne fra Lauras fødsels frem. Heldigvis kunne de give mig noget medicin, som satte mine veer i stå. Dog kun for en periode. Men de var så gode til at berolige mig og der gik kun 30 min. før jeg lå på operationsbordet. Lægerne havde en del udfordringer og måtte bruge lang til på at skære mig op pga. alle sammenvoksningerne fra det gamle ar. Men det hele forløb stille og roligt og jeg fik Sarah op til mig med det samme efter hun var kommet ud. Men idyllen skulle ikke var ved. Sarah havde det fint, men det havde jeg ikke. Jeg fik blodtryksfald og var ved at besvime og forsvinde væk hele tiden. Jeg fik noget medicin og rettede mig efter noget tid, men for pokker hvor jeg frøs. Så meget at mine arme hoppede op og ned, som om jeg baskede med armene som vinger. Kunne slet ikke styre det.  De turde ikke flyttet mig fra operationsstuen før efter noget tid fordi jeg ikke var stabil. Jeg blev kørt på opvågningen og fik varmetæpper på min krop. Langsomt fik jeg det bedre. Vi var indlagt i 3 dage og havde et rigtig fint ophold på hospitalet. Ikke mindst fordi Sarahs faster var sygeplejerske på afdelingen hvor vi var indlagt.

Nå, det må være nok for i dag…… Fortsættelse følger selvfølgelig snarest med drengenes fødsler. Har du spørgsmål til en “garvet” kejserinde, så skriv endeligt.

See you soon, pure love

Lina

Mor-til-4

Min store lille familie

Her er kommer lidt fra min hånd med en lidt anden indgangsvinkel end jeg tidligere har skrevet.

Min store/ældste og dejlige datter Laura sagde til mig: “Mor, du er er altså nødt til også at dele lidt om hvem du er og være lidt mere personlig. Det er jo ikke alle der læser med, som kender dig. Fortæl om hvordan det er at være mor til 4.”. Det prøver jeg så at gøre nu……

I mine teenager år var jeg super bange for alt hvad der havde med læger og hospitaler at gøre (kender du det Laura? 😉 Jeg skulle i hvert aldrig have børn….. Så sidder man nu her 40 år gammel og med 4 skønne børn i alderen 1-19 år. De 3 ældste Laura (19), Sarah (12) og Jonas (8) har sammen far. Jeg var sammen med deres far i 16 år og var da helt overbevist om, at det skulle jeg da være resten af livet. Men sådan endte det ikke.

For snart 3 år siden mødte jeg Thomas, som jeg nu har være gift med i 1 år. Sammen har vi Benjamin (1), som er Thomas første og som sagt mit 4. barn!

At være og blive mor er ikke noget, som jeg har haft så mange tanker eller drømme om. Det er bare ligesom kommet. En rolle og kraft som har udfoldet sig mere eller mindre af sig selv. Selve rollen som mor er faldet mig meget naturlig. Jeg har klare holdninger til, hvordan jeg udfylder den. Hvilket jeg, som du måske allerede har opdaget, i øvrigt har til rigtig mange ting – altså en mening om dem.

Jeg har altid holdt af familielivet og de traditioner, som man som familie opbygger og har taget rigtig mange med mig fra mit eget familieliv (fødselsdage, jul, ferier m.m.). Og der er også kommet en masse nye traditioner og ting til i årenes løb. Det har ikke været uden udfordringer at få det hele til at passe og hænge sammen med alles ønsker og behov, når man er en stor (og sammenbragt) familie.

For mig er det vigtigt, at der i familien både er plads til individualiteten, at man f.eks. dyrker den form for sport/fritidsinteresse, som man nu brænder for, men også fællesskabet. Det betyder bl.a., at børnene har hver deres sportsgren, som de dyrker fra 2-4 gange om ugen. Laura har været skøjteprinsesse, Sarah er hestepige og Jonas er fodbolddreng – hmmm hvad mon lille Benjamin kommer til at vælge?

Selv om vi er afsted til hver vores egne aktiviteter, så forsøger jeg at skabe plads til og prioritere fællesskabet højt. Jeg elsker f.eks. at lave mad og prøver at samle familie omkring aftensmåltiderne så mange dage om ugen som muligt i de uger vi har alle børnene hjemme (vi har en 7/7 ordning). Laura og hendes kæreste kommer gerne hjem og spiser søndagsmiddag sammen med os et par søndage om måneden. Så står den f.eks. gerne på flæskesteg, pulled pork eller hambrugerryg. Mors kødgryder kan heldigvis stadig væk trække hende hjem, nu hvor vi ikke ses så ofte fordi hun er flyttet hjemmefra.

Mange spørger mig og undres ofte over, hvordan vi får det hele til at hænge sammen. Nej, vi har ikke au pair eller anden for for hjælp i huset. Vi har (desværre) heller ikke bedsteforældre, der er i nærheden og kan hjælpe. Jeg er nok lidt af en koordineringens mester og med en god portion vilje, stædighed, kærlighed og positivisme, så lykkes det…. Men det er langt fra en let opgave med alle de krav, der stilles til en børnefamilie. Her kunne jeg godt rulle mig ud i en lang debat, men det vil jeg undlade for nu og lade det ligge til en anden god gang.

Kunne du li’ dette indlæg og har du har lyst til at høre mere om mig og min store, lille familie, så smid gerne en kommentar – spørgsmål af en hver art er altid velkomne.

Ønsker jer alle en rigtig god weekend.

Pure love, Lina