image (1)

At blive holdt.

De sidste par uger har det føltes som om, jeg har været i frit fald. Der er sket så mange uforudsigelige ting i mit liv. Jeg befandt mig pludselig et sted, hvor jeg ikke kunne se mig selv i øjnene. Som om min egen dømmekraft var sat ud af spil, ift. hvad der var rigtig og forkert. Jeg var fyldt med frygt og turde ikke se sandheden og tingene i øjnene, fordi det var for svært og hårdt.

Som jeg tidligere har skrevet om, synes jeg det kan være rigtig svært at bede om hjælp. Men jeg synes selv, at jeg er blevet så meget bedre til det. Før i tiden ville jeg have holdt på, at jeg nok skulle klare (alle) tingene selv. Den leveregel og overbevisning kigger også frem igen, når jeg har det svært og udfordringerne melder sig.

Men igennem årene hvor jeg har udfoldet og åbnet mit hjerte, så har jeg også fundet mere og mere tryghed ved og tiltro til andre mennesker. Især på hjertevejlederuddannelsen har jeg været udfordret og her opdagede og lærte jeg bl.a., hvor udfordret jeg var i mine relationer med mennesker.

Jeg ved nu og kan mærke dybt i mit hjerte, at vi alle er forbundet og føler mig aldrig alene mere. Det er ikke det samme som, at jeg ikke kan savne selskab eller mennesker, som jeg ikke har set i lang tid eller bare gerne vil bruge mere tid sammen med.

Der er en stor forskel for mig ift. at føle sig holdt eller holdt af. Før i tiden turde jeg ikke række ud – jeg frygtede at blive afvist og dermed ikke holdt af. I dag ved jeg og mærker tydeligt, at jeg kan læne mig (op af andre) og hele tiden føler jeg mig holdt og dermed også holdt af.

Uanset hvad der sker i mit liv eller hvor jeg befinder mig, så er der nogen og noget som holder mig. Jeg behøver end ikke gøre noget for det – har tillid, række ud og holder af mig selv. Det der før var så skræmmende, føles nu så indlysende og enkelt.

Du holder (af) dig, vi holder sammen alle sammen og det holder jeg rigtig meget af.

Pure love, Lina

image1 (1)
image2

Hvordan prioriterer du dine relationer?

Hvordan laver du aftaler med et andet menneske? Hvad betyder “skal vi snart ses?”? Er det en opfordring til, at man skal aftale en dag, hvor man kan ses eller er det bare den samme frase, som når nogen spørger “hvordan går det?”, men i virkeligheden ikke er interesseret  i at høre svaret, men blot spørger af høflighed.

Jeg har et ret anstrengt forhold til small talk. Kan sagtens se fornuften i small talk ift. at bryde isen, men så holder det altså ikke længere for mig. Det lægger afstand og en barriere, en maske, et filter ind imellem mennesker og gør at vi ikke (tør) viser vores sande jeg.

Det kan for mig opleves som eller være et udtryk for ikke at tage ansvar for situationen. Hvem har ansvaret for, at få fundet en dag, tid og sted, hvor man så rent faktisk kan ses, hvis spørgmålet “skal vi snart ses?” blot besvares med et”ja det kan vi godt”, men ingen handler på det. Jeg er meget lidt vild med ting der bare hænger der i luften og ikke bliver taget aktion på eller afsluttet. De fylder op og giver dårlige relationer.

Jeg laver med jævne mellemrum en relationscirkel for mig selv.

Inderst skriver jeg navnene de mennesker, som jeg har tættest på mig, som er vigtigst for mig og/eller som jeg bruger mest tid sammen med. Derefter navnene på dem, som er mindre og mindre tæt på mig længere og længere ude i cirklen.  Bagefter laver jeg enten en ny cirkel eller markerer med pile på den gamle (længere ud eller ind i cirklen), hvordan jeg gerne ville have mine relationer er fordelt. Det er både familie, venner, kollegaer m.fl., som sættes i cirklen. På den måde får jeg et klart billede af, om tingene stemmer overens med mine ønsker eller om jeg ikke har fået prioteret, som jeg gerne ville eller havde behov for.

Når først jeg har overblikket, så er det meget nemmere at få sagt til og fra. Nogen vil måske mene, at det er en lidt barsk måde at prioritere på. Men hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene og ikke få dårlig samvittighed, så er det en af måderne der hjælper mig til at få sat grænser og prioriteret.

Hvad og hvordan gør du ift. dine relationer (familie som venner/venninder m.fl.), så du ikke får dårlig samvittighed, men kan se dig selv i øjnene?

Glæder mig til at høre og få inspiration fra dig.

Pure love, Lina

image1

Udskidt æblegrød

Noget af det jeg er dårlig til, er at bede om hjælp. Jeg er nærmest en undskyldning for mig selv og overbevist om, at jeg er til besvær eller ulejlighed. Men udover at føle, at jeg er til besvær, så er der også noget andet, som gør det rigtig svært for mig at bede om hjælp.

Når vi tilbyder at hjælpe hinanden, så er det som om, det giver carte blanc for nogle mennesker til at være med i beslutningen om, hvordan hjælpen skal udmøntes, hvilken beslutning der skal træffes eller hvad den der beder om hjælp skal gøre i en given situation. Man får nærmest stoppet et ultimatum eller en løsning ned i halsen. Det er som om mange mennesker tror, at de ved bedre, hvad andre har brug for. “Nu skal du bare se her, jeg ved godt du bad om X, men jeg er helt sikker på, at du har brug for og får det meget bedre af Y.”

Det er mest af alt det, der gør, at jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg vil hverken have stoppet ultimatum eller løsning ned i halsen, men ønsker blot ubetinget hjælp eller støtte. Hvad er der blevet af den barmhjertige samaritaner?

Vi skal selvfølgelig,  hver især, mærke efter og beslutte, hvad vi kan være med til og tilbyde af hjælp/støtte. Kan vi ikke være med, er det bedre for begge parter, at få sagt fra eller nej.

Såvel som man kan højest kan få et nej ved at bede om hjælp – så skal man vel også kun give et ja til hjælp og støtte, hvis det kommer fra hjertet og er ubetinget?

Når du dømmer eller peger fingre af andre, dømmer og peger du også på dig selv (husk på at 3 fingre peger ind mod dig selv).

Jeg føler mig godt slidt i kanterne i øjeblikket og har i aller højeste grad brug for lidt kærlig, ubetinget støtte. Som en kærlig og klog bekendt sagde til mig i sidste uge “selv om du ligner eller føler dig som udskidt æblegrød (og det beskriver meget godt, hvordan jeg har det), så kan grød stables når det tørrer.”

Pure love, Lina

image

Hvad sender du ud?

Den anden dag skrev jeg om at være en del af en suppe eller sovs ifm. shopping. Vi er jo alle sammen en del af en stor suppe – hænger sammen og er forbundet med hinanden. Vi ånder den sammen luft og går på den sammen jord. Det er noget af det, som er synligt for os, men hvad med alt det, som ikke er synligt – sådan umiddelbart for det menneskelige øje.

Du kender sikkert det, at nogen siger eller gør noget, som du lige har tænkt på. To sjæle – en tanke. Eller du møder en person, som du umiddelbart føler kender dig, selv om I aldrig har mødt hinanden før. Du føler at der er noget du er nødt til at gøre f.eks. kontakte en du kender/et familiemedlem for lige at være sikker på, at de er ok. Det er eksempler på synkronisitet eller forbundethed. Du kan helt sikkert komme på flere eksempler end dem jeg lige har beskrevet. Det er en del af den usynlige suppe, som vi alle sammen er en del af.

Vores tanker og handlinger sendes også ud i suppen – ligesom vi samler ideer og tanker op fra suppen. Lidt ligesom radiobølgerne der sender lyd ud i æteren, så sender vi også bølger ud i vores fælles suppe. Vi er omgivet af en usynlig suppe lidt ligesom fiskene i vandet – de tænker heller ikke over, hvad de svømmer rundt i, selv om de er omgivet af vand og ikke kan leve uden.

Jeg prøver hver dag at have opmærksomhed på, hvad jeg sender ud, men også hvad jeg tager ind og fanger op på. F.eks. har jeg for flere år tilbage truffet en beslutning om, at jeg ikke ser nyhederne i fjernsynet. Det er stort set kun dårlige eller negative ting, som der informeres om. Selv om jeg ikke ser nyhederne, så får jeg alligevel masser af information om, hvad der sker i verden, når jeg er i kontakt med alle de spændende og dejlige mennesker, som omgiver mig.

Så vær bevidst om, hvad du modtager og sender ud – du påvirker hele verden. Svøm ikke med åben mund og pis ikke i vandet, for der er andre der svømmer i det sammen med dig.

Hvad vælger du at sende ud i dag?

Pure love, Lina

image6

Hvad gemmer der sig under overfladen?

Det har været super hårdt, at vi som familie igennem de sidste 2 år gentagne gange er blevet ramt af forskellige sygdomme. Vi har forsøgt at stå sammen, men det slider hårdt på alle i familien. Det har især været hårdt for mig med både en syg søn og mand på samme tid. Tanken om at skulle starte på arbejde igen om kun 2 måneder virker nærmest uoverskuelige lige nu. Benjamins reflux (læs evt. mere det her: http://www.kolikmor.dk/refluks/) er heldigvis p.t. næsten i ro takket være den medicinske behandling og at han langsomt forhåbentlig er ved at vokse fra det. Men en tanke har slået mig ift. behandlingen af sygdomme…….

Prøv at nævn en sygdom, hvor man ikke kun behandler sygdommens symptomer, men rent faktisk gør den syge rask vha. behandlingen (her fratænker jeg operative indgreb og tænker på medicinsk behandling). Der er penicilin, som helt sikkert er en fantastisk opfindelse og jeg kan da også nævne et par andre præparater… Men f.eks. i behandlingen af diabetes og flere andre stofskiftelidelser, gigtsygdomme, knogleskørhed, psykiskelidelser m.fl. – der er behandlingen at lindre og fjerne/bedre symptomer, men sygdommenene kan ikke fjernes/kurreres.

Det er da tankevækkende, at man kun bevæger sig på overfladen og ikke stiller spørgsmålstegn, undres eller undersøger de bagvedliggende årsager. Det er der selvfølgelig også nogle mennesker (bl.a. forskere) der gør, men jeg oplever, at det ikke en er særlig udbredt at vælge denne tilgang. Hverken ift. sygdomme eller generelt i samfundet.

Næsten uanset hvor jeg kigger hen, så synes jeg, at det er det det samme billede. Vi bevæger os kun på overfladen – i vores relationer med andre mennesker (venner, bekendte og familie), på arbejdspladsen ift. vores kollegaer eller som ledere, i kommunikationen med vores børn osv. Mange skøjter hurtigt videre og er sjældent rigtig tilstede, siger ikke det de reelt mener, mærker ikke efter hvordan noget føles eller spørger ind til og lytter til andre. Vi løber videre efter det næste og det næste, noget nyt, nyere og helst det nyeste.

Hvis vi i stedet forsøgte at kigge lidt bagved det hele, så kunne det være at vi fik øje på noget, som ikke handlede om os selv. Hvordan er det nu med isbjerget – nå jo vi kan kun se toppen og ikke alt det der gemmer sig neden under. Men vi kunne jo tages snorkel og svømmefødder på og bevæge os ned under havoverfalden. Vil du med ud at svømme sammen med mig?

Pure love, Lina ❤️

image2

Sensitiv shopping

Den anden dag var jeg i Netto. En helt almindelig dag som alle andre. En formiddag hvor de fleste andre er på arbejde og det derfor primært er pensionister og mødre på barselsorlov, som er ude at handle. Det burde være til at overskue. Der er ikke så mange mennesker i butikken, så man kan nemmere komme rundt i de smalle gange. Dog bliver jeg udfordret af de mange paller, som står i gangene flere steder rundt omkring i butikken, hvor medarbejderne er igang med at fylde vare op. Det er svært at komme rundt med en barnevogn.

Det lykkes at få fundet de ting, som jeg er kommet efter (og intet er udsolgt!). Da jeg kommer frem til kassen sidder der et livsstykke af en mandlig medarbejder. Jeg vil tro, at han er omkring de 50 år. Han smiler og taler til hver enkelt kunde. Selv om jeg ikke føler, at jeg er gammel nok (hmmm hvornår er man egentlig det?) til at blive tiltalt som “frue”, så føles det ualmindelig rart at blive set af et andet menneske, der midt i min egen navlebeskuende ammehjerne verden. Han får selvfølgelig en sød kommentar og tak retur – håber at jeg har gjort en forskel på hans arbejdsdag. Han gjorde ihverfald en forskel for og indtryk på mig……

Jeg er slet ikke vild med at komme ud og shoppe. De sidste 7 måneder efter Benjamin er blevet født har gjort mig til en endnu mere sensitiv sjæl. Derfor har så mange af mine indkøb som overhovedet muligt foregået på nettet, alt fra almindelige dagligvare hos nemlig.com til babygrød, tøj og gaver.

Jeg bliver så frustreret over, at jeg gang på gang oplever, at når jeg endelig tager ud for at shoppe, så er de vare jeg skal købe udsolgt. Der er sjældent meget service at hente i butikkerne i form af, at de oplyser hvornår man kan forvente at varen er på hylden igen eller en lyst til at tilbyde at bestille varen hjem til en. Desuden hvirvles jeg ind i alle de fortravlede menneskers verden. At træde ind i et shoppingcenter er som at træde ind i en stor skål fuld negativ, egoitisk, hektisk og larmende suppe. En tyk, fed og cremet suppe eller måske mere sovs, som næsten ikke er til at skære sig igennem. Langsomt omslutter den en og selv, når man forlader shoppingcenteret følger den efter en resten af dagen og er svær at ryste af sig…og nærmest dræner en for energi.

Der er langt imellem, at man møder smilende, glade og positive mennesker – det være sig kunder som medarbejdere. Ind imellem kigger et livstykke frem i mængden, som ekspedienten, som jeg mødte i Netto. Men alt for ofte er det sure mennesker, som har travlt og tror at det vil koste dem ekstra at være høflige, som f.eks. hende der masede sig vej forbi os, da vi stod på rulletrappen og ikke havde øjne i nakken. Vi opdagede derfor ikke, at hun gerne ville forbi og foran os. Spydigt sagde hun; “Må jeg lige komme forbi eller hvad?”. Som om vi stod der på trappen side og side min mand og jeg – holdt hinanden i hånden – bare for at genere hende. Næ, vi stod så ment bare der på rulletrappen og prøvede at sprede lidt kærlighed i verden og til hinanden.

Shopping på nettet er nok det tætteste man p.t. kommer på shopping for sensitive eller ukuelige romantikkere og mennesker som (dig) og mig, som forsøger at leve et liv fra hjertet. Men tænk, hvis der blev åbnet et shoppingcenter, hvor både kundernes såvel som medarbejdernes mål var at glæde og vise anerkendelse og respekt for hinanden – hvem ville ikke gerne handle der?

Pure love, Lina ❤️