Børn,  Familie

Helhed

Jeg føler mig hel, når jeg er samme med de her 4 mennesker, som hver især har en del af og deler mit hjerte – mine 4 børn. Som et puslespil der er lagt og færdigt – sådan har jeg det, når vi endelig alle 4 er sammen.

Det er stadig ikke altid til at forstå, når jeg skriver eller siger det højt – mine 4 børn. Kan det virkelig passe at jeg er nogens mor og så gange 4? Kan det virkelig passe, at jeg har været nogens mor i 23 år – at jeg har været nogens mor i næsten halvdelen af mit liv indtil nu?
Hvis der er noget, som har faldet mig naturligt i livet (om end ikke uden udfordringer), så er det rollen som mor. Her har jeg altid haft en dybde, sikkerhed og følt mig hjemme uden at kunne sammenligne eller genkende den følelse nogen andre stedet i livet. Der er ikke noget jeg er mere stolt af og taknemlig for i livet end det at være mor.

Der er mange ting jeg ville gøre anderledes som mor i dag, havde jeg vidst og kendt mig selv, som jeg gør i dag.
Jeg kender ikke ret meget til livet uden at være mor, i hvert fald ikke voksenlivet (jeg var 21 år da jeg blev mor første gang). Netop det har gjort at jeg har fået muligheden og gaven at lære om livet og mig selv gennem de største læremestre der efter min mening findes – vores børn.

Hvornår føler du dig hel?