Forandring
Det er længe siden jeg har skrevet herinde – der har været så meget tryk på forandringerne siden vi kom ind i det nye år, at jeg har haft svært ved at følge med. For 2 år siden flyttede vi her til Tåsinge og nu er det blevet tid til at flytte igen…. Altså ikke væk fra Tåsinge for her skal jeg bæres væk, den dag jeg skal herfra. Jeg elsker at bo her og havde aldrig forstillet mig at man kunne have det sådan ift. at høre til.
Vi har boet til leje indtil nu, men drømmen om vores eget sted har hele tiden spøgt. Da vi flyttede her ned var det ikke en mulighed fordi vi begge var uden job og derfor ikke kunne låne til et hus, selv om vi havde til udbetalingen. Nu er det lige omvendt. Hvad gør man så?
Jeg havde stirret mig blind og kunne ikke finde en vej. Havde prøvet flere forskellige muligheder som ikke gjorde at vi kom nærmere drømmen. Indtil jeg valgte at gøre det, som jeg faktisk tænkte var den mindst mulige løsning – at finde et andet og billigere sted at bo (der er kun private lejeboliger her på Tåsinge og langt imellem dem).
Et opslag på Facebook og i løbet af få uger så lykkes det som før virkede nærmest umuligt. Som det ser ud lige nu så går der kun 1-1,5 år så er drømmen om at blive husejere indenfor rækkevidde.
Det betyder dog, at jeg må sætte min klinik og behandlinger lidt på stand by det næste års tid fordi pladsen ikke er til det i vores nye midlertidige bolig. Men men men fortvivl ikke – det er som altid og som tidligere muligt at booke tid hvor behandlingerne foregår hjemme hos dig.
Hvad gør du, når du møder modstand på dine drømme og mål? Giver du op eller giver du slip?