Mit livs sejltur (del 2)

Det er 4 år siden nu, at mit livs sejrtur startede. Eller faktisk startede den nok længe før det. Ifm. med min sygemelding, som endte med at være 6 måneder på fuld tid og 3 måneder på deltid, var jeg bl.a. hos en erhvervpsykolog (som jeg dog ikke synes gjorde den store forskel!). Hun spurgte mig bl.a. hvor langt tilbage jeg kunne genkende de symptomer, som jeg nu var klar over var stress. Jeg blev meget stille (hvilket normalt ikke ligner mig). Jeg havde slet ikke lyst til at svare på spørgsmålet for det ramte hårdt. Men mit svar var at jeg kunne genkende meget af det siden omkring, da min søn blev født (2007). Hun sagde: "Du skal være opmærksom på, at det tager lige så lang til at blive rask efter sådan en stress sygemelding, som du har, som det har taget dig at blive syg.

5 år...... Jeg ville slet ikke vide af det. Da jeg blev sygemeldt af min læge, kan jeg huske at jeg tænkte, at jeg da bare lige skulle være hjemme en uge eller 14 dage, så var jeg på benene igen..... Men jeg må give erhverpsykologen ret. Nu her 4 år efter kan jeg begynde at mærke, at jeg er mere mig selv. Men helt mig selv eller mit gamle jeg, bliver jeg aldrig. Og det er godt. For blev eller var jeg det, så ville jeg med 100% sandsynlighed blive syg af stress igen.

Frygten sidder stadig i kroppen. Den er en evig reminder og hjælper mig, når jeg ryger tilbage i de gamle vaner og spor. For det gør jeg, men heldigvis ikke så ofte som før. Det værste ifm. med mit stressforløb var at jeg ikke kunne huske. Jeg kunne ikke kombinere og sammensætte forskellige aktiviteter. Jeg husker tydeligt, da en af børnene blev inviteret til børnefødselsdag. Jeg kunne ligesom se alle de aktiviteter og handlinger der skulle gøres f.eks. melde tilbage om man kommer, købe en fødselsdagsgave, planlægge hvornår de skulle hentes/bringes osv. Men jeg var handlingslammet og kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre først eller sidst. Det hele hoppede ligesom bare rundt i hovedet.

Det hårdeste var hver 2. uge, når jeg havde børnene (i en 7/7 ordning). Jeg havde knapt overskud og energi til at få købt ind til mad. Dagen gik med at se lidt tv og læse bøger. Hold da op jeg fik slugt den ene bog efter den anden. Men inden jeg overhovedet nåede der til, så måtte jeg lære at lave ingen ting. For mig var det at lave ingen ting spild af tid.... Der skulle ske noget og helst hele tiden. Jeg kunne slet ikke klare stilhed eller stilstand. I dag ved jeg, at jeg løb væk - væk fra mig selv med al den handling og larm. Jeg kunne slet ikke li' mig selv og ikke holde ud at være sammen med mig selv. For at kunne acceptere at lave ingen ting måtte jeg i starte planlægge det som en slags aktivitet.... Så jeg bookede simpelt tid ind i min kalender til at lave ingen ting. I starte bare ½ time om dagen. Stille og rolig lærte jeg, hvor vigtig det var at være i ro og have pauser. Og stille men uendelig langsomt fik jeg bitte bitte små perioder, hvor mængden stresshormonerne i min krop blev bare lidt mindre....

Jeg har brugt mange dage i mit soveværelse sammen med mine børn. Når jeg havde hentet dem fra skole gik vi op i soveværelse og havde bøger, ipad, computer osv. med os. Så lå jeg bare der i senge sammen med dem resten af dagen. Ind imellem små sov jeg mens de spillede, læste eller så tv. Omkring spisetid væltede vi sammen ned af trappen og ud i køkkenet, hvor jeg fik lavet lidt mad til dem, som ofte bestod af lidt kogt pasta med ketchup eller rugbrød og blødkogte æg. For en som mig der altid har værnet om aftensmåltiderne og lavet varm, sund og nærende mad til min familie var det et hårdt slag i maven. Men jeg havde ingen energi til noget som helst.

Det har været en lang rejse, som på ingen måder er slut endnu. Den har bragt mig vidt omkring og har lært mig at sige fra og ikke mindst at elske mig selv igen. I dag kan jeg sige, at jeg på ingen måder vil være den "sejltur" foruden. Ligesom der er flere og ikke kun en ting der gør, at man ryger ned med stress, så er der heller ikke kun en ting, som gør, at man kommer oven på igen. Men skal jeg alligevel pege pege på én ting, som virkelig har gjort en stor forskel for mig, så var det klangmassage. Aldrig før eller siden, har jeg prøvet noget, som gav stå dyb og øjeblikke ro, uden at jeg selv skulle gøre noget for det og på så kort tid. Det føltes næsten som at "snyde", at finde en genvej til det, som jeg så længe havde længtes efter og haft et behov for.....vejen hjem til mig selv.