Livsrefleksioner

Efterdønninger

Åh hvor jeg knus elsker når naturen viser mig vej og husker mig på ting, som jeg ellers glemmer og nemt overser.

I dag da jeg sad på min lille plet i skoven sammen med vores to hunde, sejlede Ærø færgen forbi som så mange gange før. Da færgen var ude af syne så vel som lyden forstummet af den, kom efterdønningerne. Dens bevægelse igennem vandet gav kraftige bølger til følge.

Kort efter igen blev sundet stille og alt faldt til ro (udover to hunde som var meget utålmodige for at komme videre). Men jeg blev og bare var - helt stille.

Det sidste årti har været fyldt med mange store og voldsomme forandringer og udfordringer for mig og min lille familie. Flere af de allerstørste stressorer har ramt os igen og igen, lige når vi troede at vi havde fundet fodfæste, så blev vi lagt ned igen. Jeg ved at mange kan nikke genkendende til og fortælle lignende om deres årti.

Når jeg ser tilbage på det hele er det svært at begribe at jeg stadig står op (tro mig jeg har ligget ned mange gange). Det sidste år har været godt, ja nok det bedste i dette årti - selv om der stadig er plads til forbedringer. Min oplevelse ved vandet i dag husker mig på og viser mig, at efterdønningerne kan komme lang tid efter en hændelse og at jeg står og lige nu er med og midt i efterdønningerne. Og lige på den anden side, når bølgerne har lagt sig, der findes roen og stilheden både udenfor men især inden i mig.

Jeg byder det hele velkommen sammen med det nye års komme.