Livsrefleksioner

Hvor fred og hvile er

Når roen sænker sig og natten banker på, så elsker jeg at gå en tur ud i haven og lade dagens indtryk synke ind og forstumme.

Beruset af stilheden og naturens skønhed giver jeg slip på alle bekymringer og spændinger. “Der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed. Og hjertets længsler tier her, hvor fred og hvile er...” Hver aften de sidste 4 år har jeg lyttet til Søs Fenger synge vuggeviser, hvor “I skovens dybe stille ro” er en af mine favoritter.

Stille sidder jeg i mørket og venter på at min nu store lille dreng falder til ro og i søvn. Det første år af hans liv var flydt med så meget gråd, uro og meget lidt søvn fordi han var syg.

Nu tager det som regel ikke ret længe før han finder ro, men ofte sidder jeg her lidt længere og skriver et opslag som dette. For det er lige så meget mit åndehul som hans. Sammen finder vi roen og slutter dagen af. Lukker ned og ånder fred.

Hvor finder du ro og hvilke rutiner eller ritualer har du om aftenen?