Min anden stress sygemelding

I dag har jeg sagt farvel til endnu en kollega ifm. decentraliseringen/nedluk- ningen af Rehabiliteringsafdelingen i Svendborg. Den sidste i det team, som jeg var en del af, da jeg blev ansat som lægesekretærvikar for 1 år siden.

På mandag er sidste dag jeg selv og alle andre er ansat i afdelingen - tirsdag eksisterer afdelingen ikke længere i den form, som jeg har kendt den det sidste år.

Det er mange år siden, at jeg har følt mig hjemme, at høre til og at mine livsværdier var i overensstemmelse med mit job....

Jeg har hørt andre i organisationen sige, at jeg/vi har været forkælet, at vi ikke er omstillingsparate ift. det nye og at vi ikke er/var effektive. Er det kommentarer der fordrer et positivt samarbejde og en anerkendende tilgang? Ikke i mine ører!

Er det at være forkælet ikke at have haft nogen daglig ledelse i næsten 1/2 år og alligevel få opgaverne løst og hverdagen til at hænge sammen?
Det kalder jeg sammenhold.

Er det ineffektivt at tage sig af hinanden kollegialt og menneskelig, så man løfter i fælleskab? Det kalder jeg et godt arbejdsmiljø, empati og omsorg.

Er det ikke at være omstillingsparat, fordi man giver udtryk for, bekymrer sig om og er nervøse for, at forandringerne kommer til at ramme patienterne ift. at forringe den service/behandling vi har tilbudt indtil nu?
Det kalder jeg professionalisme.

Er det ineffektivt, når vi har formået at løse vores opgaver selv om rammerne til og forudsætningerne for at løse dem har forandret sig fra dag til dag - nogen gange time til time det sidste 1/2 år?
Det kalder jeg forandringsparate og villige.

Det har kostet hårdt for mange medarbejdere i afdelingen med stresssymptomer og sygemeldinger til følge - ikke mindst mig selv.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ALDRIG skulle der ud igen, da jeg slog min stresskolbøtte for nu mere end 9 år siden (som også var ifm. en stor organisationsændring). Det er jeg heldigvis heller ikke kommet - i hvert fald ikke lige så langt.....

Jeg ved og har (heldigvis) mange redskaber i dag, som jeg ikke havde eller kendte den gang. Men uanset hvad, så er det ikke rimeligt at nogen skal betale prisen med sygemeldinger pga. (dårligt) uforberedte organisationsændringer uden tanke på, at det er mennesker hvis liv og hverdag man ændrer og rammer så radikalt. Det er ikke første gang man har gjort øvelsen (det er den 4. større organisationsændring jeg er en del af på 20 år i Sundhedsvæsnet) - men alligevel opleves det som om, det er første gang eller også er man bare lige glad med konsekvenserne!

TID er vigtigt i behandlingen af udbrændthed og stress. Man behøver den nødvendige tid til at blive rask. En psykolog fortalte mig for 9 års siden, at jeg skulle regne med at det tog lige så lang tid at komme sig af med stressen som jeg følte, at jeg jeg havde været det - vel og mærke uden at blive udsat for store stressorer i perioden.

Stressramte/udbrændte har nedsat evne til at foretage sig noget under tidspres samt følelsen af at have travlt.

Langvarig stress er en forgiftning af hjernen - med kroppens egne hormoner bl.a. kortisol og denne forgiftning er i virkeligheden sat i gang af en overbelastet hjerne.

Årsager/stressfaktorer kan være:
- Krav om hurtig forandringstakt og reorganisering.
- Krav om at være opdateret, hvad angår det seneste.
- Projekter/opgaver man har kæmpet med alt for længe, uden mulighed for hvile eller sygemelding

Stress har intet at gøre med hvem man er, men mængden at stressorer, som man har været udsat for på én gang/samme tid over en længere periode.

Stress er ikke udtryk for svaghed, men at man har holdt ud og været stærk alt for længe.

Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor jeg (og flere af mine kollegaer) er blevet syge af stress..... og jeg ved at jeg skal forvente, at det kommer til tage ca. 1/2 år før jeg igen er helt oven på.

Lige nu er jeg i bedring, men fortsat udfordret på især hukommelse, koordination og handling. Jeg ved fra sidst at hukommelsen er noget af det sidste, der kommer tilbage. Jeg er vendt tilbage på arbejde på nedsat tid i et arbejdsmiljø der rent ud sagt “stinker” ift. stressrecovery.

I Sundhedsvæsnet behandler og hjælper vi mennesker der er blevet syge - det er vel ikke meningen at væsnet skal gøre dem der arbejder der syge? Eller er det meningen, at systemet er til for at opretholde sig selv?