Den anden dag var jeg i Netto. En helt almindelig dag som alle andre. En formiddag hvor de fleste andre er på arbejde og det derfor primært er pensionister og mødre på barselsorlov, som er ude at handle. Det burde være til at overskue. Der er ikke så mange mennesker i butikken, så man kan nemmere komme rundt i de smalle gange. Dog bliver jeg udfordret af de mange paller, som står i gangene flere steder rundt omkring i butikken, hvor medarbejderne er igang med at fylde vare op. Det er svært at komme rundt med en barnevogn.

Det lykkes at få fundet de ting, som jeg er kommet efter (og intet er udsolgt!). Da jeg kommer frem til kassen sidder der et livsstykke af en mandlig medarbejder. Jeg vil tro, at han er omkring de 50 år. Han smiler og taler til hver enkelt kunde. Selv om jeg ikke føler, at jeg er gammel nok (hmmm hvornår er man egentlig det?) til at blive tiltalt som “frue”, så føles det ualmindelig rart at blive set af et andet menneske, der midt i min egen navlebeskuende ammehjerne verden. Han får selvfølgelig en sød kommentar og tak retur – håber at jeg har gjort en forskel på hans arbejdsdag. Han gjorde ihverfald en forskel for og indtryk på mig……

Jeg er slet ikke vild med at komme ud og shoppe. De sidste 7 måneder efter Benjamin er blevet født har gjort mig til en endnu mere sensitiv sjæl. Derfor har så mange af mine indkøb som overhovedet muligt foregået på nettet, alt fra almindelige dagligvare hos nemlig.com til babygrød, tøj og gaver.

Jeg bliver så frustreret over, at jeg gang på gang oplever, at når jeg endelig tager ud for at shoppe, så er de vare jeg skal købe udsolgt. Der er sjældent meget service at hente i butikkerne i form af, at de oplyser hvornår man kan forvente at varen er på hylden igen eller en lyst til at tilbyde at bestille varen hjem til en. Desuden hvirvles jeg ind i alle de fortravlede menneskers verden. At træde ind i et shoppingcenter er som at træde ind i en stor skål fuld negativ, egoitisk, hektisk og larmende suppe. En tyk, fed og cremet suppe eller måske mere sovs, som næsten ikke er til at skære sig igennem. Langsomt omslutter den en og selv, når man forlader shoppingcenteret følger den efter en resten af dagen og er svær at ryste af sig…og nærmest dræner en for energi.

Der er langt imellem, at man møder smilende, glade og positive mennesker – det være sig kunder som medarbejdere. Ind imellem kigger et livstykke frem i mængden, som ekspedienten, som jeg mødte i Netto. Men alt for ofte er det sure mennesker, som har travlt og tror at det vil koste dem ekstra at være høflige, som f.eks. hende der masede sig vej forbi os, da vi stod på rulletrappen og ikke havde øjne i nakken. Vi opdagede derfor ikke, at hun gerne ville forbi og foran os. Spydigt sagde hun; “Må jeg lige komme forbi eller hvad?”. Som om vi stod der på trappen side og side min mand og jeg – holdt hinanden i hånden – bare for at genere hende. Næ, vi stod så ment bare der på rulletrappen og prøvede at sprede lidt kærlighed i verden og til hinanden.

Shopping på nettet er nok det tætteste man p.t. kommer på shopping for sensitive eller ukuelige romantikkere og mennesker som (dig) og mig, som forsøger at leve et liv fra hjertet. Men tænk, hvis der blev åbnet et shoppingcenter, hvor både kundernes såvel som medarbejdernes mål var at glæde og vise anerkendelse og respekt for hinanden – hvem ville ikke gerne handle der?

Pure love, Lina ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *