Noget af det jeg er dårlig til, er at bede om hjælp. Jeg er nærmest en undskyldning for mig selv og overbevist om, at jeg er til besvær eller ulejlighed. Men udover at føle, at jeg er til besvær, så er der også noget andet, som gør det rigtig svært for mig at bede om hjælp.

Når vi tilbyder at hjælpe hinanden, så er det som om, det giver carte blanc for nogle mennesker til at være med i beslutningen om, hvordan hjælpen skal udmøntes, hvilken beslutning der skal træffes eller hvad den der beder om hjælp skal gøre i en given situation. Man får nærmest stoppet et ultimatum eller en løsning ned i halsen. Det er som om mange mennesker tror, at de ved bedre, hvad andre har brug for. “Nu skal du bare se her, jeg ved godt du bad om X, men jeg er helt sikker på, at du har brug for og får det meget bedre af Y.”

Det er mest af alt det, der gør, at jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg vil hverken have stoppet ultimatum eller løsning ned i halsen, men ønsker blot ubetinget hjælp eller støtte. Hvad er der blevet af den barmhjertige samaritaner?

Vi skal selvfølgelig,  hver især, mærke efter og beslutte, hvad vi kan være med til og tilbyde af hjælp/støtte. Kan vi ikke være med, er det bedre for begge parter, at få sagt fra eller nej.

Såvel som man kan højest kan få et nej ved at bede om hjælp – så skal man vel også kun give et ja til hjælp og støtte, hvis det kommer fra hjertet og er ubetinget?

Når du dømmer eller peger fingre af andre, dømmer og peger du også på dig selv (husk på at 3 fingre peger ind mod dig selv).

Jeg føler mig godt slidt i kanterne i øjeblikket og har i aller højeste grad brug for lidt kærlig, ubetinget støtte. Som en kærlig og klog bekendt sagde til mig i sidste uge “selv om du ligner eller føler dig som udskidt æblegrød (og det beskriver meget godt, hvordan jeg har det), så kan grød stables når det tørrer.”

Pure love, Lina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *