Skyde forbi målet.

Vi laver alle sammen fejl, masser af fejl. Jeg oplever, at mange mennesker har rigtig svært ved at bære deres egne fejl og mindst lige svært ved at acceptere og rumme andres fejl. Ingen kan leve op til at være 100% fejlfri, men vi kan alle gøre vores bedste.

I bebyggelsen hvor jeg bor, har man lov til at reservere en parkeringsplads i vintermånederne. Den 1. december sætter man selv et skilt med ens nummerplade på den plads, som man nu ønsker. Man skal så selv sørge for at holde pladsen ren for evt. sne. Så slipper bebyggelsens gårdmænd for at bruge tid og kræfter på af skrabe sne med deres ellers yderst effektive, motoriserede maskiner (I kan nok fornemme at jeg ikke er vild med ordningen).

I stedet for skaber det en masse udfordringer. Selvom reglerne er forholdvis klare, så sker det, at nogen ikke overholder dem. Jeg kom f.eks. selv til at parkere på en afmærket plads for et par år siden, hvilket resulterede i, at der holdt en bil på tværs bag min bil, da jeg kom ud og skulle afsted på arbejde den næste morgen – bilen tilhørte selvfølgelig “ejeren” af parkeringspladsen.

Jeg havde ikke set afmærkningen (pga. en stor snebunke som næsten skjulte skiltet med nummerpladen). Da det endelig lykkedes mig at finde ud af, hvem ejeren af bilen (og P-pladsen) var, gik jeg ind for at banke på og sige undskyld for min fejl. Her blev jeg mødt af en af medlemmerne af det selvbestaltede parkeringsplads politi. Han overfusede mig og var fast besluttet på at jeg havde parkeret på “hans plads” med vilje. Han godtog meget modvilligt min undskyldning og var bestemt ikke indstillet på at fjerne sin bil, så jeg kunne komme ud.

Jeg undres over, hvad det er der gør, at mange mennesker er så fast besluttede på, at fejl begået af andre må være begået med en vilje og beslutsomhed, hvor hensigten er af irritere og forpeste andres verden mest muligt. Hvad er det for nogen briller, man har på, når man tror og tænker dette? Hvad med lige at stoppe op et øjeblik og tage nogen andre briller på. Det kunne jo faktisk være, at tingene forholdt sig noget anderledes end den virkelighed, som man selv ser igennem egne briller. Hvad er der blevet af nysgerrigheden? Er den blevet udskiftet med forudindtagetheden?

Jeg skyder dagligt forbi målet (og laver fejl), men det er kun godt for så bliver jeg bedre og bedre til at ramme rigtigt.

Hvad for nogen briller vælger du at tage på i morgen?