Så er jeg klar ved tasterne igen…. Denne gang for at skrive om mine 2 sidste kejsersnit. Så hvis du er klar, så sæt dig godt tilrette. Here goes…..

Jonas’ fødsel
Jeg var ellers sikker på, at jeg i hvert fald kun skulle have 2 børn. Eller som helt ung ved I jo allerede, hvis I har læst mit blogindlæg om min store lille familie, så skulle jeg faktisk slet ikke have børn. Men det var som om jeg ikke rigtig var færdig med det der børnehalløj. Jeg vidste jo faktisk ikke om det overhovedet kunne lykkes at blive gravid igen. Jeg havde rigtig svært ved at blive gravid med Sarah. Så vi besluttede at give det en chance i 6 måneder. Hvis ikke det lykkedes i den periode, så var det meningen at vi ikke skulle have flere børn. Jeg var blevet tilknyttet et forskningprojekt hos gynækolog Bjarne Stigsby i Tåstrup. Projektet hed “spis dig gravid” og gik i korte træk ud på at undersøge, om kvinder med PCOS nemmere kunne blive gravide alt efter hvilken kost de spiser (læs evt. mere om projektet her Spis dig gravid). En uge før den sidste kontrol på projektet opdagede jeg, at jeg var gravid.

Jeg ville så inderligt stadig væk gerne føde selv. Synes jo ligesom jeg var blevet snydt for slutningen af “filmen” to gange nu. Jeg fik den samme læge, som jeg havde lavet fødselsaftale med ved Sarahs fødsel. Han var meget samarbejdsvillig, men mente ikke at det var forsvarligt at forsøge almindelig fødsels igen. Aftalen blev at jeg fik tid til planlagt kejsersnit så tæt på min terminsdato, at jeg formentlig ville nå at gå i fødsel. Planen var så, at når jeg var i fødsel skulle vi stille og roligt komme ind på hospitalet, hvor man så ville gøre klar til kejsersnit. Jeg havde igen en dejlig graviditet dog med en del kvalme i starten. Men det bedste var at jeg igen holdt vægten fint og tog under 10 kg på.

Den 6. maj 2007 var jeg i Ikea og købe de sidste ting ind til vores nye rækkehus, som vi lige var flyttet ind i for 14 dage siden. Jeg havde en del murren i maven, men ikke sådan rigtig veer. Om morgenen den 7. maj 2007 var det lidt det samme. Jeg var i tvivl om jeg egentlig var i fødsel eller hvad. Jeg havde en tid hos jordmoderen kl. 9 og vi tog afsted som planlagt til den. Hun undersøgte mig og konstaterede, at jeg bestemt var i fødsel. Havde tegnblødning og var et par cm åben. Så jeg fik min journal i hånden og blev bedt om at gå over på fødegangen. Vi var på fødegangen et par timer. Veerne var regelmæssige og tiltog stille og roligt. Da jeg var lidt over halvvejs i fødsel blev jeg gjort klar til kejsersnit. Det var så fint og roligt alt sammen. Så tæt på en rigtig fødsels som det nu kunne blive. Jeg fik noget medicin, som skulle gøre, at mit blodtryk ikke faldt igen, ligesom ved Sarahs fødsel. Jeg havde ingen problemer ved denne fødsel og Jonas havde det også rigtig godt, da han kom ud og fik lov til at ligge hos mig næsten med det samme. Han var så vågen og kvik. På turen fra operationsstuen og over opvågningen fik jeg lov til at ligge med ham i sengen. Så snart vi var kommet over på opvågningen ammede jeg ham. Vi var indlagt i 2 dage. Det kunne tydeligt mærkes, at der var sparsomt med ressourcer i afdelingen, som vi var indlagt på. Ingen hjælp til noget som helst. Godt at Jonas blev født en fredag, så han far kunne være på hospitalet sammen med mig i weekenden og hjælpe til.

Benjamins fødsel
4. og sidste skud på stammen blev født for næsten et år siden nu. Puh ha som tiden dog flyver. Benjamin er Thomas’ 1. barn og mit 4. Så selv om han er mit 4. barn, så har det næsten været som at starte forfra, for alt har jo været nyt for Thomas og ikke mindst hans del af familien, hvor Benjamin er det 1. barnebarn. Jeg havde igen en forholdvis god graviditet dog med en masse kvalme og fik konstateret graviditetsbetinget sukkersyge. Jeg fik dog holdt det i ro med kostomlægning. Men det gjorde mig rigtig ked af det og nervøs. Ikke lige hvad jeg havde brug for. Igen tog jeg under 10 kg på.

Jeg havde håbet på at kunne få samme aftale, som jeg havde ved fødslen af Jonas. Jeg fik heldigvis den samme læge igen, som de 2 foregående gange. Hurra for Henrik Nyholm. Vi aftalte, at jeg igen fik tid til planlagt kejsersnit helt tæt på min termin i håbet om, at jeg måske gik i fødsel. Helt præcis fik jeg tid dagen før min termin. Desværre lykkedes det ikke at gå i fødsels. Så jeg mødte ind på barselsgangen om morgenen fredag den 27. marts 2015 på Herlev Hospital. Det var lidt mærkeligt at være tilbage på det samme hospital, hvor jeg fødte Laura for næsten 19 år siden og ikke havde en særlig god oplevelse. Jeg fik helt ondt i maven, når jeg tænkte på det. Vi blev forbedret og klædte om på barselsgangen og jeg fik min journal i hånden. Derefter gik vi selv hen til operationsgangen og satte os uden for for at vente på at blive kaldt ind. Det er altså meget surrealistisk og sidde der og vente på at om lidt bliver man forældre. Følelserne væltede rundt i kroppen på mig fra den ene yderlighed til den anden – fra grin til gråd…..fra glæde til frygt. Vi var det eneste par der var planlagt til kejsersnit den dag fordi vi selv havde fået lov til at vælge datoen. Så der var meget stille og roligt på operationsgangen. Normalt bliver de planlagte kejsersnit samlet på samme dag på ugen. Endnu gang stor tak til læge Henrik Nyholm <3

Ifm. forberedelsen til fødslen og samtale med den jordemoder, som skulle være med, havde jeg nævnt, at det var vigtig for mig, at få Benjamin op til mig så hurtigt som muligt, så det kunne være så tæt på en almindelig fødsel som muligt. Da jordemoderen kom for at hente os ved operationsgangen fortalte hun, at hun havde lavet en aftale med personalet på operationsgangen ift. at ændre lidt på procedurerne, så jeg kunne få Benjamin op til mig med med det samme. Det var ikke noget de havde prøvet før, men fordi jeg var 4. gangs mor og alt virkede til at være helt ok, så ville de gøre en undtagelse. Jeg fik sat diverse elektroder fast på ryggen i stedet for på brystet, så der var plads til at have ham liggende. Jeg var rigtig bange for at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Selv om jeg har haft rigtig gode oplevelser med det alle de 3 foregående gange, så kørte det rundt i hovedet på mig, at jeg jo de 3 gange havde været i fødsel og havde haft smerter. Nu sad jeg der på operationslejet og var bare mig…. Desuden havde jeg en rigtig skidt oplevelse fra anden en hospitalsindlæggelse året før med i bagagen , hvor de forsøgte at lave lumbalpunktur på mig (en undersøgelse hvor man stikker ind i mellem ryghvirvlerne for at tage noget rygmarvsvæske ud m.h.p. undersøgelse bl.a. for meningitis). Ifm. med den undersøgelse stak lægen forkert mange gange ind i mine knogler. Jeg har sjældent følt noget så smertefuldt og ubehageligt. Men det gik bare så fint. Jordemoderen og Thomas sad foran mig. De holdt mig i hænderne og fik ro på mig ved at hjælpe mig med at trække vejret roligt. Det var slet ikke slemt.

Igen havde de meget meget svært ved at åbne min mave pga. sammenvoksninger. De var så tæt på at skære hul på min blære, men heldigvis undgik de det. Jeg tissede blåt bagefter fordi de havde sprøjtet noget blå farve ind i blæren, så de kunne se, hvis der var hul.

Jordemoderen forklarede hele tiden, hvor langt de var med operationen og hvordan de løftede Benjamin ud og forsøgte at efterligne bevægelsen, som ved en rigtig fødsel. Han blev løftet direkte ud af maven, over klædet som afskærmede, så vi ikke kunne se selve operationen og op på mit bryst. Han græd kun kortvarigt, men var ellers helt stille og rolig. Vores egen lille zen baby (det skulle senere ændre sig meget – det fortæller jeg gerne om en anden gang). Han var så fin – og lille. Eller lille var han egentlig ikke – helt gennemsnitlig. Men når man nu tidligere har født store børn på 4500 g og han var et helt kg mindre, så føltes han lille. Han havde (som I kan se på billedet) fosterfedt over det hele. Det havde ingen af de andre 3 børn. Der lå han så og blev ammet på operationsstuen, mens de syede mig sammen. Kun da jeg skulle flyttes fra operationslejet og over i en seng var han kortvarigt hos sin far – for første gang. Det var så fin en oplevelse. Selv personalet på operationsstuen var helt høje efter oplevelsen og talte om, at sådan burde alle fødsler ved kejsersnit foregår. Det er jeg helt enig i. Jeg ved, at man gør sådan flere og flere steder – “hud mod hud kejsersnit” hedder det vidst. Hvis du ikke fik set det “live” kejsersnit, som de viste på DR1 for ikke så længe siden, så kan du se det her Kejsersnit. Det er meget tæt på, hvordan Benjamins fødsel foregik. På nær at de ikke tog klædet ned.

Vi var indlagt i 2 dage. Det første døgn havde jeg det ikke så godt. Havde virkelig mange efterveer. Formentlig skyldes det, at jeg jo ikke selv havde været i fødsel som de andre gange samt at livmoderen får sværere ved at trække sig sammen jo flere gange man har været gravid. Men ellers havde jeg det rigtig fint.

Der er så mange ting og detaljer man kommer i tanke om, når man sådan sidder og skriver det hele ned. Men tror at jeg har fået fortalt det væsentligste, som jeg nu husker det og så I har fået et godt billede af, hvor forskellig det også kan være at føde ved kejsersnit.

Har mit skriv givet anledning til spørgsmål, så sig endelig frem…. Synes efterhånden jeg har en del erfaringer i det med kejsersnit, hvis man kan have det. Jeg ville til en hver tid stadig vælge at føde selv hvis jeg kunne. Også selv om jeg har haft nogen super gode forløb og minimalt af problemer. Min krop/mave er og ser på ingen måder “normal” ud efter at have været skåret over 4 gange og mavemusklerne trukket fra hinanden. Men jeg har fået 4 helt fantastiske unger ud af alt besværet – men nu er det også slut….. Helt slut.

Tak fordi du læser med.

Pure love, Lina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *