Livsrefleksioner

Hvordan håndterer du sorg?

Det er vel lidt et stort spørgsmål at stille, men jeg tror, at det er meget forskelligt, hvordan vi griber det an. Jeg er p.t. i en situation, hvor jeg forsøger at navigerer i sorgprocessen. Jeg vil derfor være taknemlig for alle de indput, som I måtte have. Vi kender det jo alle sammen og har været der på et eller flere tidspunkter i vores liv.

Jeg vil forsøge at dele min tilgang til sorgarbejdet med jer i håber om, at skabe en åbenhed og dialog, så vi ikke skal føle os alene med vores sorg – måske mest af alt mig, der den følelse lige nu. Men jeg oplever, at man nemt kommer til at føle det sådan, når ting er usagt.

Når jeg er i sorg, vil jeg rigtig gerne handle og løse ting. Også selv om jeg egentlig slet ikke føler, at jeg har overskuddet til det. Jeg ved godt, at jeg gør det, altså handler, mest af alt for at løbe væk fra det hele. Alt kaosset og følelses virvaret. Så jeg prøver at standse op og bare være uden handling, som meget som jeg tør. For det handler om at turde og ikke lade sig forføre at frygten.

Jeg er et rigtigt snakke menneske, som mange af jer måske allerede ved eller har gennemskuet ud fra min blog. Så når jeg er ked af det, så ryger jeg hurtigt ud af den sti der hedder “vi skal da snakke om tingene”. Men igen er det bare en flugt. For hvad hjælper det egentlig at snakke? Løser det noget? Giver det mig det jeg egentlig ønsker og har behov for? Nej, det gør det ikke. Det giver mig i princippet det stik modsatte. For det jeg higer efter er ro. Så nytter det jo ikke noget at jeg selv skaber uro og kaos omkring mig med handlinger og snak. Det eneste sted, hvor jeg altid kan finde ro er inden i mig selv. Jeg mener ikke, at man slet ikke skal snakke med andre om sin sorg og udfordringer. Det skal jeg nok få gjort. Det er der ikke nogen fare for. Men stoppe op, det vælger jeg ikke bare lige sådan frivilligt. Så der må “hårdere” midler til.

Så jeg må være stille. Men holdt kæft hvor er det svært når tanker og følelser hvirvler rundt i krop og hoved.

Noget af det, som også hjælper mig i sorgprocessen er at forsøge at se på alle de små positive ting, som trods alt er her. Det er svært at fastholde og gøre, for glæden over de små ting kan ikke rigtig mærkes i kroppen, som det ellers kan, når jeg er i ro. Så endnu et godt argument for at gøre en indsats for at vælge roen frem for handling, snak – uro og kaos. Så jeg kan sanse og mærke alt det smukke.

Men håbet er det der for mig gør en kæmpe forskel ift. at bearbejde min sorg. Det der bare kan være det sværere er, hvad det er for et håb man skal rette blikket hen imod? Er det håbet om at genfinde det tabte eller håbet om hvad jeg har lige nu eller håbet om hvad der kommer. Svaret er lige til – det er håbet om alt det der er lige nu. Men det er så svært at fastholde blikket i den rigtige retning.

Jeg er Lina, jeg er kærlighed og alt er helt ok og som det skal være – ellers ville det jo være anderledes. Men jeg har det ad helvede til lige nu.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Hvordan håndterer du tab og sorg?