Hvordan og hvor starter man? Der er så meget at fortælle og så alligevel ingenting. Det føles ikke længere vigtig, hvordan det var og hvad er skete. Har betalt nogen dyre lærepenge, men set i bakspejlet vil jeg ikke være min sejltur foruden.

Når jeg kort skal prøve at forklare nogen, hvordan jeg har det og har haft det, så sammenligner jeg det med en sejltur. Jeg har været på en ø, hvor jeg kendte alt. Vidste lige præcis, hvordan alt skulle gøres og være. Kunne finde rundt og havde kontrol over al ting. Om der var rart at være, var ikke noget jeg gjorde mig tanker om. Pludselig en dag fandt jeg mig selv på et skib, langt ude på havet. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede der eller hvordan jeg var kommet der ud. Skibet vippede og gyngede. Det føltes som at være rigtig sø syg. Når jeg tidligere har sejlet, har jeg aldrig haft tendens til at blive søsyg. Jeg kunne derfor ikke forstå, hvorfor jeg pludselig blev så dårlig eller hvad jeg skulle gøre, for at få det godt igen. Mange dage ønskede jeg, at skibet skulle vende om og sejle tilbage til min kendte ø. Men når alt kom til alt, så vidste jeg godt at dette hverken var muligt eller hvad jeg i virkeligheden ønskede. Jeg kunne ikke se land. Vidste ikke hvor jeg sejlede hen.

Nu er det ikke længere vigtigt. Skibet er heldigvis holdt op med at vippe og gynge. Jeg føler mig ikke længere sø syg. Men frygten for at skulle blive så voldsomt (sø)syg sidder stadig i mig. Selvfølgelig er der dage, hvor skibet vipper og gynger, men nu ved jeg, at det nok skal holde op igen og at jeg nok skal klare det uanset hvor voldsomt det bliver.

I dag har jeg lært at leve med den viden om, at stress både er en stor gave og sorg. Den er blevet en del af mig og mit liv. Den kommer mere og mere på afstand, så jeg kan leve med den – og på trods af den. Som en gammel ven, jeg har kendt og mistet. Den har så længe – alt for længe – været en del af mig og mit liv. Meget længere end jeg i første omgang troede og erkendte. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer, hvordan det var at være helt nede. Symptomerne dukker op nu og da, men jeg har lært at leve med dem, men det er en daglig udfordring, hvor jeg arbejder hårdt for ikke at lukke den ind i min verden igen. Jeg skal hver dag huske mig selv på og øve mig i de ting, som jeg har lært, for ikke at falde i igen. Hver gang den dukker op med sit grimme ansigt, husker jeg mig selv på mit løfte om: ALDRIG, ALDRIG MERE!

Jeg har altid været en af de piger, der kunne det hele og jeg kunne lide rollen! Store ambitioner på jobbet, som mor, i mit parholdt – store ambitioner og forventninger til livet. Jeg kunne det hele og ville det hele. Det skulle være rigtigt og godt. Der skulle ikke være nogen, som skulle sige, at jeg ikke gjorde det godt nok! Nu ved jeg, at den hårdeste dommer var mig selv. Jeg var ikke klar over, at alt ikke var, som det skulle være. Jeg ignorerede bare symptomerne. Jeg er blevet opdraget til ikke at klynke og til ikke at give op. Det ville jeg heller ikke.

Det manglende overskud til nærvær ændrede langsomt men sikkert min adfærd, især overfor min familie. Uden at jeg egentlig selv lagde mærke til det. Jeg blev mere og mere fjern, samtidig med at jeg savnede at være tæt. Jeg orkede bare ikke at være tæt på nogen, ikke rigtig tæt. Tvært imod har jeg aldrig råbt og skældt så meget ud på mine børn og mand, som jeg gjorde i den tid. De stillede krav til mig, krav som jeg ikke syntes, jeg kunne honorere.

Med tiden blev min søvn også påvirket. Jeg havde tankemylder og kunne ikke falde i søvn. Der kunne godt gå op til flere timer før søvnen indfandt sig. Når jeg så endelig var faldet i søvn, sov jeg uroligt og ikke særlig dybt. Vågnede kortvarigt op mindst ti gange hver nat. Jeg var hele tiden bare så træt og udmattet. Havde bare brug for at sove, men kunne ikke.

Da jeg skulle tilbage på arbejde efter barselsorlov med min søn og tredje barn, fik jeg muligheden for at komme tilbage til mit tidligere job inden for IT branchen. Jeg var rigtig glad for endelig at føle, at jeg (igen) var havnet i det helt rigtige job og sted. Jeg trivedes virkelig og at have fået muligheden for at komme tilbage føltes helt rigtig. Vi fik informationen om, at man havde besluttet at lave en kæmpe omorganisering af IT området. I starten var der meget usikkerhed om, hvad det ville komme til at betyde for den enkelte medarbejder. Ledelsen i afdelingen var i hele forløbet gode til at informere og inddrage os medarbejdere, så snart de vidste noget nyt. Men det var hårdt ikke at vide, hvad der ventede. Det endte med at blive en kæmpe omorganisering. Alle IT medarbejdere i regionen, i alt ca. 650 skulle samles i en ny virksomhed. Dog skulle et fåtal blive tilbage på hospitalerne, hvoraf jeg i første omgang blev en af dem. Alle medarbejdere ville blive tilbudt job, altså ingen fyringer. Det var en lang og svær proces. Der var så meget usikkerhed og uklarhed om, hvordan organisationen ville blive. Det var derfor svært helt at gennemskue, hvor de ønsker og valg man traf, ville føre en hen.

Jeg havde det i første omgang godt med min beslutning om, at blive tilbage. Alligevel nagede tvivlen mig. Jeg havde primært truffet min beslutning ud fra, at jeg følte jeg var nødt til at tilsidesætte mine egne behov for prioritere familien. Året forinden havde jeg været igennem en separation fra min mand. Men i løbet af foråret valgte vi at prøve, at give forholdet endnu en chance og flyttede/fandt igen sammen. Vi havde jo lovet hinanden at give alt, hvad vi havde af kræfter for at få forholdet til at lykkes – igen. Som månederne gik, fik vi det dog igen dårligere og dårligere sammen. Jeg følte, at jeg havde valgt jobbet på et helt forkert grundlag og blev mere og mere bange for, at have truffet et forkert valg. Jeg var endnu ikke startet i det nye job. Det føltes bare helt forkert i maven. Da alle mine øvrige kollegaer efterfølgende havde fået besked om, hvilke stillinger de fremover skulle have, var jeg ikke i tvivl om, at jeg hellere ville have været med dem i den nye virksomhed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke se, hvad eller hvordan jeg skulle kunne ændre på mit valg.

Jeg ved ikke om det var skæbnen. Men da alle stillingerne var fordelt, viste det sig, at stillingen som koordinator  der hvor jeg tidligere havde været ansat ikke var blevet besat. Jeg var tidligere i forløbet blevet spurgt, om ikke den stilling kunne have interesse for mig, men havde afslået dette. Jeg turde på det tidspunkt ikke kaste mig ud i et så krævende og nyt job. Selv om det på mange måder var sådan en type job, som jeg kun turde drømme om at få. Jeg var bange for, at det ville koste mig familien og mit ægteskab endnu engang. Men mit ægteskab lå jo endnu engang og allerede i ruiner. Jeg følte ikke længere, at jeg havde noget at miste og følte at jeg måtte være tro mod mig selv.

Jeg besluttede derfor at ringe til chefen for sektionen for koordinatorerne. Han havde tidligere også været chef for min gamle afdeling. Jeg fortalt ham om mine bekymringer og spurgte herefter til muligheden for, om jeg alligevel kunne komme i betragtning til stillingen. I løbet af to dage var hele min verden ændret og jeg stod nu med drømmejobbet og et ægteskab der for anden gang var ved at ryge ud over kanten.

Jeg kom fra et arbejde med et område, jeg følte mig god til og et team med gode kollegaer, sparringspartnere og ikke mindst en meget engageret teamleder. Vi havde i afdelingen brugt mange kræfter og haft en lang rejse sammen for at nå dertil, hvor vi var kommet og endelig havde det godt sammen i afdelingen.

Med den nye stilling var jeg ikke til at skyde igennem. Mit overskud var enormt, jeg var glad og verden lå for mine fødder. At jeg skulle gå fra deltid til fuld tid betød ikke noget. Jeg fik endnu mere ansvar og fleksibilitet til selv at styre min hverdag. Jeg måtte arbejde hjemme og blev nødt til at tage aftenerne og weekenderne i brug for at nå det hele. Jeg havde jo i princippet to jobs jeg skulle passe både det gamle som endnu ikke var afviklet og samt det nye. Det var kun i en periode sagde min leder. Forhåbentlig ville mine gamle opgaver blive overdraget til medarbejderne i andre sektioner meget hurtigt. Glæden ved det nye job varede kort. Den ene måned tog den anden og jeg knoklede løs. Fik masser og ros og anerkendelse for det jeg gjorde. Men det blev mere og mere klart for mig, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til det. Begyndte at tvivle på, om jeg havde taget munden for fuld. Havde jeg overhovedet forudsætningerne og kompetencerne til at udfylde jobbet. Jeg savnede mine gamle kollegaer og sparringspartnere mere og mere. Tabet af dem gjorde mere ondt og var større end jeg havde forstillet mig. Jeg følte mig meget ensom og alene. Nævnte flere gange for min chef, at jeg ikke følte at jeg kunne blive ved med at holde til presset. Uanset hvem jeg nævnte det for, fik jeg bare at vide, at det kan du godt, det varer ikke så meget længere, du gør det så godt og er så dygtig. I stedet for at føle efter og lytte til mig selv, lyttede jeg til dem og fortsatte med at gøre det, som jeg skulle have sagt nej til lige fra starten.

Så der sad jeg nu. Ensom, nysgerrig, skræmt og vidste ikke rigtigt, om jeg kunne leve op til de krav, som ledelsen stillede og som jeg stillede til mig selv! Der var ingen introduktion til jobbet. Jeg var ikke helt klar over, hvad jobbet indeholdt og hvad ledelsen egentlig forventede. Jeg kendte mine egne ambitioner, som var meget høje, men jeg kendte ikke deres, og jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Målet er og har altid været en vigtig faktor i mit job, for jeg er meget målrettet. Jeg skal helst kunne se en mening med det, jeg laver. Min nærmeste chef, som jeg havde set frem til at arbejde sammen med, var næsten aldrig i nærheden og havde selv nok at se til i den nye organisation. Alle trak i ham. Jeg ville ikke være endnu en byrde og gjorde alt for kun i yderste tilfælde at trække på hans sparsomme ressourcer. Jeg prøvede at bruge mine nye kollegaer i sektionen til sparring, men de følte sig selv lige så presset og i tvivl om vores retning.

Jeg var kendt som én man kunne stole på. Altså, hvis man gik til mig og spurgte om noget, så fik man et hurtigt svar. Det kunne jeg ikke længere leve op til. Jeg kendte overhovedet ikke svaret og jeg vidste ikke hvem, jeg kunne spørge. Det gav min selvtillid et ordentlig knæk, for pludselig kunne jeg ikke udføre mit job ordentlig, selv om det var det, jeg helst ville. Uanset hvad jeg gjorde, følte jeg at det ikke var godt nok. Jeg blev ked af at gå på arbejde og søvnløsheden tog til sammen med usikkerheden. Følelsen af ikke at slå til voksede. Uanset hvor meget jeg arbejdede, så var der altid mindst 50 mails i min indbakke, der ikke var besvaret. Jeg udførte ikke mit job godt nok. Lysten var der, men ikke forudsætningerne og energien.

Set i bakspejlet har jeg i det hele taget længe gjort en masse ting, som jeg ikke skulle have gjort. Både privat og arbejdsmæssigt. Men jeg var ikke længere i stand til at stoppe op. Alt var gået stærkt alt for længe. At stoppe op og tænke over, om det nu også var den rigtige måde at leve på var alt for smertefuld. Det var så svært, at jeg skød den fra mig, for jeg havde jo ikke et valg. Det var i hvert fald det, jeg sagde til mig selv. Jeg kunne slet ikke se, at jeg havde andre muligheder. Hvis jeg arbejde og gjorde tingene på en anden måde, ville min rolle falde til jorden med et brag. Rollen som karrierebevidst kvinde, der kunne det hele. Quinde med stort Q. Og jeg kunne faktisk godt lide den rolle. Jeg havde selv bygget den op. Jeg havde ønsket den. Jeg nød at være der, hvor det hele skete. Elskede at være med til at få tingene til at ske. Jeg var rigtig god til at fortælle mig selv, at det var dette liv, jeg havde drømt om. At det også betød, at jeg ikke tillod mig selv at føle efter, om jeg nu også var glad og lykkelig – det valgte jeg at gå uden om. Havde jeg gjort det, havde jeg aldrig kørt mig selv så langt ud.

Det startede med en konkret arbejdsopgave, som jeg ikke syntes jeg var rustet til at håndtere. Jeg talte i månederne op til at opgaven skulle udføres flere gange med min chef om det. Aftalen blev, at en af mine nye kollegaer skulle klæde mig på og hjælpe mig med opgaven. Det gjorde hun også. Men da de pågældende dage, hvor vi skulle deltage i bl.a. interviews var fastsat, viste det sig, at min kollega havde en anden aftale og ikke kunne deltage. Hun kunne ikke ændre sin aftale og det kunne tidspunkterne for interviewsne heller ikke. Som så mange gange før, lyttede jeg ikke til mig selv. Det endte med, at jeg påtog mig opgaven alene, da både min chef og kollega mente, at jeg sagtens kunne klare det og var klædt godt på til opgaven. Jeg lod mig overbevise og fortalte mig selv, at jeg jo havde ferie i ugen efter og dermed nok skulle komme ovenpå igen. Det gik da også rigtig godt og jeg klarede de to interviews. Jeg husker ikke så meget af, hvad jeg sagde og gjorde. Det var ligesom jeg ikke rigtig var til stede. Men fik god ros fra ledelsen for min deltagelse. Da jeg kom tilbage på mit kontor efter det sidste interview brød jeg sammen. Jeg græd, men vidste ikke hvorfor og fortalte det ikke til nogen.

Fortsættelse følger…….

Pure love, Lina <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *