Måske er jeg miljøskadet af at jeg i mange år har arbejdet med styring og implementering af store som små projekter. Egentlig er det måske en del af min personlighed – det med at kunne gennemskue mønstre og analysere. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg altid har gjort det og været god til det – helt tilbage til min barndom. De seneste år har jeg arbejdet med forbedrings- og forandringsledelse. Min hjerne kører på højtryk for at analysere, finde mønstre og gennemskue processer. Det gælder ikke kun på mit arbejde, men også i mit privatliv.

Jeg har mange gange hørt fra mennesker, at de synes jeg har alt for meget kontrol over tingene, så spontaniteten drukner. Men for mig er det netop det at have overblik og systemer der gør, at jeg får overskud til at være spontan og tænke ud af boksen. Der er ikke noget mere enerverende end alle dagligdags trivialiteterne, alle “skal” opgaverne, som vi ikke altid kan se os fri for. Som at tjekke op på forældreintra, lave indkøbsseddel og madplan for den næste uge, bestille tid til service og dækskift på bilen osv. Listen er lang med mange daglige gøremål, især når man er en lille stor familie, som hos mig og man drukner nemt og mister overblikket. Også selv om man forsøger at lave ene to do liste efter den anden. Men når jeg holder fast i mine rutiner og systemer, så giver det ro og overskud. Jeg skal ligesom ikke tænke over, hvordan eller hvad jeg skal gøre – systemerne kører nærmest pr. automatik. Det er vel det, man kan kalde en vellykket implementering 😉

Men i bund og grund handler det om prioritering. Vi kan lave nok så mange systemer og lære nok så mange redskaber til at få overblik, men det hjælper os ikke, hvis vi ikke er villige til at prioritere – vælge til og sige fra.

Før min sejltur, mit stressforløb så mærkede jeg ikke mig selv og lyttede ikke til min mavefornemmelse og de mange signaler, som min krop sender. Den er fantastisk, den der krop. Hvis man altså tør lytte til den. For det er ikke altid man kan li’ svaret. Men hvis ikke man vil lytte, så kommer man til at føle…. Den råber bare højere og højere og sender stærkere og stærkere signaler f.eks. i form af smerter og ubehag, hvis vi igen og igen udsætter os selv for ting, som vi ikke magter eller presser os selv for hårdt.

Hvorfor er det så forbandet svært at lære det der med at sige fra….. Hvem og hvad er det vi tror vi gavner, når vi ikke får sagt fra og prioriteret. Det er så nemt bare at sætte sig ned og sige, der er ikke plads til mig, mine behov og ønsker. Men realiteten er, at der komme ikke nogen og skaber den plads for dig – udover dig selv……

Hvordan ser din prioriteringstrekant ud? Hvad vælger du til og siger fra overfor?

Rigtig god weekend og pure love, Lina <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *