skab

Fællesskabet

Var du en af dem der blev mobbet eller var du den der mobbede i skolen? Eller var du bare en af medløberne der lod som ingen ting…..? Man siger at hæleren er lige så skyldig som stjæleren – gælder det også ved mobning?

Min tid i folkeskolen var bestemt ikke en dans på roser. Jeg elskede at gå i skole og lære nyt, men det med at skabe gode relationer og være en del af fællesskabet, det holdt hårdt. Jeg har altid følt mig lidt uden for og observerende ift. de andre. I dag er jeg overhovedet ikke ked af den jeg er, tvært i mod – heller ikke selv om jeg ikke altid lige passer ind.

Det er mærkeligt at man kan gå i skole sammen i 10 år og tilbringe så meget tid med hinanden og alligevel kender man næsten ikke hinanden. Det var i hvert fald den oplevelse jeg havde at ingen rigtig kendte mig eller havde lysten til at lære mig at kende. Al ting var meget overfladisk. Har ofte følt mig meget misforstået både af klassekammeraterne men også lærerne.

Der er ting jeg husker ganske tydeligt og ikke altid for det gode…. Men der er også ting, som ligesom på en eller anden måde har fortabt sig i tågerne og er blevet udvisket.

I min klasse var det ikke kun eleverne der blev drillet. Husker tydeligt en vikar vi havde, som nogle elever kørte så hårdt på, at hun endte med at stå og græde. Kan stadig mærke ubehaget i kroppen, når jeg tænker tilbage på det….. Følte jeg var en del af det, selv om jeg ikke deltog aktivt, men jeg gjorde heller ikke noget for at stoppe det….

Noget at det jeg bl.a. har arbejdet rigtig meget med er mit temperament. Nøj, hvor kunne jeg blive gal, når jeg blev drillet og mobbet. Jeg løb væk fra skolen, når det hele blev for meget. Efter at have været vred og forsøgt at sige fra, så blev jeg rigtig rigtig ked af det. Det ville jeg ikke have at andre så. Så løb jeg min vej – væk fra skolen og gemte mig. Nogen gange sad jeg i krattet ved fodboldbanen, andre gange på toiletterne eller i trappeskakterne. Gemte mig til skolen var slut og jeg kunne komme væk uden at blive set. Jeg løb også nogen gange ned ved min mors arbejde og sad uden for og ventede til hun fik fri….

Når jeg var løbet væk og skulle i skole igen dagen efter blev jeg kaldt ned på kontoret. Der fik jeg læst og påskrevet om, at jeg ikke måtte løbe væk og at jeg bare skulle stoppe med at blive så vred for det var derfor de andre blev ved med at drille mig for at se, hvor vred de kunne gøre mig….

Hold da op den har fyldt meget i mig – den der skyld. Altså at jeg selv var skyld i drillerierne.

Min refærdighedssans er og har altid været meget høj. Derfor forsøgte jeg også at forsvare nogen af de andre, som blev mobbet/drillet. Men det skulle man ikke have gjort – så fik jeg selv bare flere hug bagefter…..

Jeg har heldigvis fået bearbejdet en masse af det. Men det har været svært ift. mine børn og deres skolegang – her er mange af mine egne spøgelser dukket op igen og igen… Jeg har helt sikkert været ekstra på tæerne ift. frygten for, at de skulle opleve og blive udsat for de samme grimme ting, som mig selv.

Det er stadig væk svært at tænke på, at dem der har mobbet og været grove formentlig slet ikke er klar over, hvad de har gjort……

I dag ved jeg og kan mærke helt ind i mit hjerte, at vi alle er forbundet. Så trods de hårde år i skolen – så er jeg på ingen måder selv blev hård, men et kærligt, rummeligt og hjertevarmt menneske som tør at sætte grænser og stå ved, hvem jeg er.

Hvordan ser du på og hvad tænker du om fællesskabet?

Pure love, Lina <3

prioriteringstrekanten

Prioriteringens kunst

Måske er jeg miljøskadet af at jeg i mange år har arbejdet med styring og implementering af store som små projekter. Egentlig er det måske en del af min personlighed – det med at kunne gennemskue mønstre og analysere. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg altid har gjort det og været god til det – helt tilbage til min barndom. De seneste år har jeg arbejdet med forbedrings- og forandringsledelse. Min hjerne kører på højtryk for at analysere, finde mønstre og gennemskue processer. Det gælder ikke kun på mit arbejde, men også i mit privatliv.

Jeg har mange gange hørt fra mennesker, at de synes jeg har alt for meget kontrol over tingene, så spontaniteten drukner. Men for mig er det netop det at have overblik og systemer der gør, at jeg får overskud til at være spontan og tænke ud af boksen. Der er ikke noget mere enerverende end alle dagligdags trivialiteterne, alle “skal” opgaverne, som vi ikke altid kan se os fri for. Som at tjekke op på forældreintra, lave indkøbsseddel og madplan for den næste uge, bestille tid til service og dækskift på bilen osv. Listen er lang med mange daglige gøremål, især når man er en lille stor familie, som hos mig og man drukner nemt og mister overblikket. Også selv om man forsøger at lave ene to do liste efter den anden. Men når jeg holder fast i mine rutiner og systemer, så giver det ro og overskud. Jeg skal ligesom ikke tænke over, hvordan eller hvad jeg skal gøre – systemerne kører nærmest pr. automatik. Det er vel det, man kan kalde en vellykket implementering 😉

Men i bund og grund handler det om prioritering. Vi kan lave nok så mange systemer og lære nok så mange redskaber til at få overblik, men det hjælper os ikke, hvis vi ikke er villige til at prioritere – vælge til og sige fra.

Før min sejltur, mit stressforløb så mærkede jeg ikke mig selv og lyttede ikke til min mavefornemmelse og de mange signaler, som min krop sender. Den er fantastisk, den der krop. Hvis man altså tør lytte til den. For det er ikke altid man kan li’ svaret. Men hvis ikke man vil lytte, så kommer man til at føle…. Den råber bare højere og højere og sender stærkere og stærkere signaler f.eks. i form af smerter og ubehag, hvis vi igen og igen udsætter os selv for ting, som vi ikke magter eller presser os selv for hårdt.

Hvorfor er det så forbandet svært at lære det der med at sige fra….. Hvem og hvad er det vi tror vi gavner, når vi ikke får sagt fra og prioriteret. Det er så nemt bare at sætte sig ned og sige, der er ikke plads til mig, mine behov og ønsker. Men realiteten er, at der komme ikke nogen og skaber den plads for dig – udover dig selv……

Hvordan ser din prioriteringstrekant ud? Hvad vælger du til og siger fra overfor?

Rigtig god weekend og pure love, Lina <3

Tak-hjerte

Mit livs sejltur (del 2)

Det er 4 år siden nu, at mit livs sejrtur startede. Eller faktisk startede den nok længe før det. Ifm. med min sygemelding, som endte med at være 6 måneder på fuld tid og 3 måneder på deltid, var jeg bl.a. hos en erhvervpsykolog (som jeg dog ikke synes gjorde den store forskel!). Hun spurgte mig bl.a. hvor langt tilbage jeg kunne genkende de symptomer, som jeg nu var klar over var stress. Jeg blev meget stille (hvilket normalt ikke ligner mig). Jeg havde slet ikke lyst til at svare på spørgsmålet for det ramte hårdt. Men mit svar var at jeg kunne genkende meget af det siden omkring, da Jonas blev født (2007). Hun sagde: “Du skal være opmærksom på, at det tager lige så lang til at blive rask efter sådan en stress sygemelding, som du har, som det har taget dig at blive syg.

5 år…… Jeg ville slet ikke vide af det. Da jeg blev sygemeldt af min læge, kan jeg huske at jeg tænkte, at jeg da bare lige skulle være hjemme en uge eller 14 dage, så var jeg på benene igen….. Men jeg må give erhverpsykologen ret. Nu her 4 år efter kan jeg begynde at mærke, at jeg er mere mig selv. Men helt mig selv eller mit gamle jeg, bliver jeg aldrig. Og det er godt. For blev eller var jeg det, så ville jeg med 100% sandsynlighed blive syg af stress igen.

Frygten sidder stadig i kroppen. Den er en evig reminder og hjælper mig, når jeg ryger tilbage i de gamle vaner og spor. For det gør jeg, men heldigvis ikke så ofte som før. Det værste ifm. med mit stressforløb var at jeg ikke kunne huske. Jeg kunne ikke kombinere og sammensætte forskellige aktiviteter. Jeg husker tydeligt, da en af børnene blev inviteret til børnefødselsdag. Jeg kunne ligesom se alle de aktiviteter og handlinger der skulle gøres f.eks. melde tilbage om man kommer, købe en fødselsdagsgave, planlægge hvornår de skulle hentes/bringes osv. Men jeg var handlingslammet og kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre først eller sidst. Det hele hoppede ligesom bare rundt i hovedet.

Det hårdeste var hver 2. uge, når jeg havde børnene (har dem i en 7/7 ordning). Jeg havde knapt overskud og energi til at få købt ind til mad. Dagen gik med at se lidt tv og læse bøger. Hold da op jeg fik slugt den ene bog efter den anden. Men inden jeg overhovedet nåede der til, så måtte jeg lære at lave ingen ting. For mig var det at lave ingen ting spild af tid…. Der skulle ske noget og helst hele tiden. Jeg kunne slet ikke klare stilhed eller stilstand. I dag ved jeg, at jeg løb væk – væk fra mig selv med al den handling og larm. Jeg kunne slet ikke li’ mig selv og ikke holde ud at være sammen med mig selv. For at kunne acceptere at lave ingen ting måtte jeg i starte planlægge det som en slags aktivitet…. Så jeg bookede simpelt tid ind i min kalender til at lave ingen ting. I starte bare ½ time om dagen. Stille og rolig lærte jeg, hvor vigtig det var at være i ro og have pauser. Og stille men uendelig langsomt fik jeg bitte bitte små perioder, hvor mængden stresshormonerne i min krop blev bare lidt mindre….

Jeg har brugt mange dage i mit soveværelse sammen med mine børn. Når jeg havde hentet dem fra skole gik vi op i soveværelse og havde bøger, ipad, computer osv. med os. Så lå jeg bare der i senge sammen med dem resten af dagen. Ind imellem små sov jeg mens de spillede, læste eller så tv. Omkring spisetid væltede vi sammen ned af trappen og ud i køkkenet, hvor jeg fik lavet lidt mad til dem, som ofte bestod af lidt kogt pasta med ketchup eller rugbrød og blødkogte æg. For en som mig der altid har værnet om aftensmåltiderne og lavet varm, sund og nærende mad til min familie var det et hårdt slag i maven. Men jeg havde ingen energi til noget som helst.

Det har været en lang rejse, som på ingen måder er slut endnu. Den har bragt mig vidt omkring og har lært mig at sige fra og ikke mindst at elske mig selv igen….

Hvis du har lyst at høre mere om, hvad og hvem der har hjulpet mig i processen eller har lyst at høre endnu mere om mit liv sejltur, så skriv endelig. Jeg kommer også gerne ud og holder foredrag om det…. så sig endelig til.

Pure love, Lina <3

monsterboelger_1

Mit livs sejltur (del 1).

Hvordan og hvor starter man? Der er så meget at fortælle og så alligevel ingenting. Det føles ikke længere vigtig, hvordan det var og hvad er skete. Har betalt nogen dyre lærepenge, men set i bakspejlet vil jeg ikke være min sejltur foruden.

Når jeg kort skal prøve at forklare nogen, hvordan jeg har det og har haft det, så sammenligner jeg det med en sejltur. Jeg har været på en ø, hvor jeg kendte alt. Vidste lige præcis, hvordan alt skulle gøres og være. Kunne finde rundt og havde kontrol over al ting. Om der var rart at være, var ikke noget jeg gjorde mig tanker om. Pludselig en dag fandt jeg mig selv på et skib, langt ude på havet. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede der eller hvordan jeg var kommet der ud. Skibet vippede og gyngede. Det føltes som at være rigtig sø syg. Når jeg tidligere har sejlet, har jeg aldrig haft tendens til at blive søsyg. Jeg kunne derfor ikke forstå, hvorfor jeg pludselig blev så dårlig eller hvad jeg skulle gøre, for at få det godt igen. Mange dage ønskede jeg, at skibet skulle vende om og sejle tilbage til min kendte ø. Men når alt kom til alt, så vidste jeg godt at dette hverken var muligt eller hvad jeg i virkeligheden ønskede. Jeg kunne ikke se land. Vidste ikke hvor jeg sejlede hen.

Nu er det ikke længere vigtigt. Skibet er heldigvis holdt op med at vippe og gynge. Jeg føler mig ikke længere sø syg. Men frygten for at skulle blive så voldsomt (sø)syg sidder stadig i mig. Selvfølgelig er der dage, hvor skibet vipper og gynger, men nu ved jeg, at det nok skal holde op igen og at jeg nok skal klare det uanset hvor voldsomt det bliver.

I dag har jeg lært at leve med den viden om, at stress både er en stor gave og sorg. Den er blevet en del af mig og mit liv. Den kommer mere og mere på afstand, så jeg kan leve med den – og på trods af den. Som en gammel ven, jeg har kendt og mistet. Den har så længe – alt for længe – været en del af mig og mit liv. Meget længere end jeg i første omgang troede og erkendte. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer, hvordan det var at være helt nede. Symptomerne dukker op nu og da, men jeg har lært at leve med dem, men det er en daglig udfordring, hvor jeg arbejder hårdt for ikke at lukke den ind i min verden igen. Jeg skal hver dag huske mig selv på og øve mig i de ting, som jeg har lært, for ikke at falde i igen. Hver gang den dukker op med sit grimme ansigt, husker jeg mig selv på mit løfte om: ALDRIG, ALDRIG MERE!

Jeg har altid været en af de piger, der kunne det hele og jeg kunne lide rollen! Store ambitioner på jobbet, som mor, i mit parholdt – store ambitioner og forventninger til livet. Jeg kunne det hele og ville det hele. Det skulle være rigtigt og godt. Der skulle ikke være nogen, som skulle sige, at jeg ikke gjorde det godt nok! Nu ved jeg, at den hårdeste dommer var mig selv. Jeg var ikke klar over, at alt ikke var, som det skulle være. Jeg ignorerede bare symptomerne. Jeg er blevet opdraget til ikke at klynke og til ikke at give op. Det ville jeg heller ikke.

Det manglende overskud til nærvær ændrede langsomt men sikkert min adfærd, især overfor min familie. Uden at jeg egentlig selv lagde mærke til det. Jeg blev mere og mere fjern, samtidig med at jeg savnede at være tæt. Jeg orkede bare ikke at være tæt på nogen, ikke rigtig tæt. Tvært imod har jeg aldrig råbt og skældt så meget ud på mine børn og mand, som jeg gjorde i den tid. De stillede krav til mig, krav som jeg ikke syntes, jeg kunne honorere.

Med tiden blev min søvn også påvirket. Jeg havde tankemylder og kunne ikke falde i søvn. Der kunne godt gå op til flere timer før søvnen indfandt sig. Når jeg så endelig var faldet i søvn, sov jeg uroligt og ikke særlig dybt. Vågnede kortvarigt op mindst ti gange hver nat. Jeg var hele tiden bare så træt og udmattet. Havde bare brug for at sove, men kunne ikke.

Da jeg skulle tilbage på arbejde efter barselsorlov med min søn og tredje barn, fik jeg muligheden for at komme tilbage til mit tidligere job inden for IT branchen. Jeg var rigtig glad for endelig at føle, at jeg (igen) var havnet i det helt rigtige job og sted. Jeg trivedes virkelig og at have fået muligheden for at komme tilbage føltes helt rigtig. Vi fik informationen om, at man havde besluttet at lave en kæmpe omorganisering af IT området. I starten var der meget usikkerhed om, hvad det ville komme til at betyde for den enkelte medarbejder. Ledelsen i afdelingen var i hele forløbet gode til at informere og inddrage os medarbejdere, så snart de vidste noget nyt. Men det var hårdt ikke at vide, hvad der ventede. Det endte med at blive en kæmpe omorganisering. Alle IT medarbejdere i regionen, i alt ca. 650 skulle samles i en ny virksomhed. Dog skulle et fåtal blive tilbage på hospitalerne, hvoraf jeg i første omgang blev en af dem. Alle medarbejdere ville blive tilbudt job, altså ingen fyringer. Det var en lang og svær proces. Der var så meget usikkerhed og uklarhed om, hvordan organisationen ville blive. Det var derfor svært helt at gennemskue, hvor de ønsker og valg man traf, ville føre en hen.

Jeg havde det i første omgang godt med min beslutning om, at blive tilbage. Alligevel nagede tvivlen mig. Jeg havde primært truffet min beslutning ud fra, at jeg følte jeg var nødt til at tilsidesætte mine egne behov for prioritere familien. Året forinden havde jeg været igennem en separation fra min mand. Men i løbet af foråret valgte vi at prøve, at give forholdet endnu en chance og flyttede/fandt igen sammen. Vi havde jo lovet hinanden at give alt, hvad vi havde af kræfter for at få forholdet til at lykkes – igen. Som månederne gik, fik vi det dog igen dårligere og dårligere sammen. Jeg følte, at jeg havde valgt jobbet på et helt forkert grundlag og blev mere og mere bange for, at have truffet et forkert valg. Jeg var endnu ikke startet i det nye job. Det føltes bare helt forkert i maven. Da alle mine øvrige kollegaer efterfølgende havde fået besked om, hvilke stillinger de fremover skulle have, var jeg ikke i tvivl om, at jeg hellere ville have været med dem i den nye virksomhed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke se, hvad eller hvordan jeg skulle kunne ændre på mit valg.

Jeg ved ikke om det var skæbnen. Men da alle stillingerne var fordelt, viste det sig, at stillingen som koordinator  der hvor jeg tidligere havde været ansat ikke var blevet besat. Jeg var tidligere i forløbet blevet spurgt, om ikke den stilling kunne have interesse for mig, men havde afslået dette. Jeg turde på det tidspunkt ikke kaste mig ud i et så krævende og nyt job. Selv om det på mange måder var sådan en type job, som jeg kun turde drømme om at få. Jeg var bange for, at det ville koste mig familien og mit ægteskab endnu engang. Men mit ægteskab lå jo endnu engang og allerede i ruiner. Jeg følte ikke længere, at jeg havde noget at miste og følte at jeg måtte være tro mod mig selv.

Jeg besluttede derfor at ringe til chefen for sektionen for koordinatorerne. Han havde tidligere også været chef for min gamle afdeling. Jeg fortalt ham om mine bekymringer og spurgte herefter til muligheden for, om jeg alligevel kunne komme i betragtning til stillingen. I løbet af to dage var hele min verden ændret og jeg stod nu med drømmejobbet og et ægteskab der for anden gang var ved at ryge ud over kanten.

Jeg kom fra et arbejde med et område, jeg følte mig god til og et team med gode kollegaer, sparringspartnere og ikke mindst en meget engageret teamleder. Vi havde i afdelingen brugt mange kræfter og haft en lang rejse sammen for at nå dertil, hvor vi var kommet og endelig havde det godt sammen i afdelingen.

Med den nye stilling var jeg ikke til at skyde igennem. Mit overskud var enormt, jeg var glad og verden lå for mine fødder. At jeg skulle gå fra deltid til fuld tid betød ikke noget. Jeg fik endnu mere ansvar og fleksibilitet til selv at styre min hverdag. Jeg måtte arbejde hjemme og blev nødt til at tage aftenerne og weekenderne i brug for at nå det hele. Jeg havde jo i princippet to jobs jeg skulle passe både det gamle som endnu ikke var afviklet og samt det nye. Det var kun i en periode sagde min leder. Forhåbentlig ville mine gamle opgaver blive overdraget til medarbejderne i andre sektioner meget hurtigt. Glæden ved det nye job varede kort. Den ene måned tog den anden og jeg knoklede løs. Fik masser og ros og anerkendelse for det jeg gjorde. Men det blev mere og mere klart for mig, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til det. Begyndte at tvivle på, om jeg havde taget munden for fuld. Havde jeg overhovedet forudsætningerne og kompetencerne til at udfylde jobbet. Jeg savnede mine gamle kollegaer og sparringspartnere mere og mere. Tabet af dem gjorde mere ondt og var større end jeg havde forstillet mig. Jeg følte mig meget ensom og alene. Nævnte flere gange for min chef, at jeg ikke følte at jeg kunne blive ved med at holde til presset. Uanset hvem jeg nævnte det for, fik jeg bare at vide, at det kan du godt, det varer ikke så meget længere, du gør det så godt og er så dygtig. I stedet for at føle efter og lytte til mig selv, lyttede jeg til dem og fortsatte med at gøre det, som jeg skulle have sagt nej til lige fra starten.

Så der sad jeg nu. Ensom, nysgerrig, skræmt og vidste ikke rigtigt, om jeg kunne leve op til de krav, som ledelsen stillede og som jeg stillede til mig selv! Der var ingen introduktion til jobbet. Jeg var ikke helt klar over, hvad jobbet indeholdt og hvad ledelsen egentlig forventede. Jeg kendte mine egne ambitioner, som var meget høje, men jeg kendte ikke deres, og jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Målet er og har altid været en vigtig faktor i mit job, for jeg er meget målrettet. Jeg skal helst kunne se en mening med det, jeg laver. Min nærmeste chef, som jeg havde set frem til at arbejde sammen med, var næsten aldrig i nærheden og havde selv nok at se til i den nye organisation. Alle trak i ham. Jeg ville ikke være endnu en byrde og gjorde alt for kun i yderste tilfælde at trække på hans sparsomme ressourcer. Jeg prøvede at bruge mine nye kollegaer i sektionen til sparring, men de følte sig selv lige så presset og i tvivl om vores retning.

Jeg var kendt som én man kunne stole på. Altså, hvis man gik til mig og spurgte om noget, så fik man et hurtigt svar. Det kunne jeg ikke længere leve op til. Jeg kendte overhovedet ikke svaret og jeg vidste ikke hvem, jeg kunne spørge. Det gav min selvtillid et ordentlig knæk, for pludselig kunne jeg ikke udføre mit job ordentlig, selv om det var det, jeg helst ville. Uanset hvad jeg gjorde, følte jeg at det ikke var godt nok. Jeg blev ked af at gå på arbejde og søvnløsheden tog til sammen med usikkerheden. Følelsen af ikke at slå til voksede. Uanset hvor meget jeg arbejdede, så var der altid mindst 50 mails i min indbakke, der ikke var besvaret. Jeg udførte ikke mit job godt nok. Lysten var der, men ikke forudsætningerne og energien.

Set i bakspejlet har jeg i det hele taget længe gjort en masse ting, som jeg ikke skulle have gjort. Både privat og arbejdsmæssigt. Men jeg var ikke længere i stand til at stoppe op. Alt var gået stærkt alt for længe. At stoppe op og tænke over, om det nu også var den rigtige måde at leve på var alt for smertefuld. Det var så svært, at jeg skød den fra mig, for jeg havde jo ikke et valg. Det var i hvert fald det, jeg sagde til mig selv. Jeg kunne slet ikke se, at jeg havde andre muligheder. Hvis jeg arbejde og gjorde tingene på en anden måde, ville min rolle falde til jorden med et brag. Rollen som karrierebevidst kvinde, der kunne det hele. Quinde med stort Q. Og jeg kunne faktisk godt lide den rolle. Jeg havde selv bygget den op. Jeg havde ønsket den. Jeg nød at være der, hvor det hele skete. Elskede at være med til at få tingene til at ske. Jeg var rigtig god til at fortælle mig selv, at det var dette liv, jeg havde drømt om. At det også betød, at jeg ikke tillod mig selv at føle efter, om jeg nu også var glad og lykkelig – det valgte jeg at gå uden om. Havde jeg gjort det, havde jeg aldrig kørt mig selv så langt ud.

Det startede med en konkret arbejdsopgave, som jeg ikke syntes jeg var rustet til at håndtere. Jeg talte i månederne op til at opgaven skulle udføres flere gange med min chef om det. Aftalen blev, at en af mine nye kollegaer skulle klæde mig på og hjælpe mig med opgaven. Det gjorde hun også. Men da de pågældende dage, hvor vi skulle deltage i bl.a. interviews var fastsat, viste det sig, at min kollega havde en anden aftale og ikke kunne deltage. Hun kunne ikke ændre sin aftale og det kunne tidspunkterne for interviewsne heller ikke. Som så mange gange før, lyttede jeg ikke til mig selv. Det endte med, at jeg påtog mig opgaven alene, da både min chef og kollega mente, at jeg sagtens kunne klare det og var klædt godt på til opgaven. Jeg lod mig overbevise og fortalte mig selv, at jeg jo havde ferie i ugen efter og dermed nok skulle komme ovenpå igen. Det gik da også rigtig godt og jeg klarede de to interviews. Jeg husker ikke så meget af, hvad jeg sagde og gjorde. Det var ligesom jeg ikke rigtig var til stede. Men fik god ros fra ledelsen for min deltagelse. Da jeg kom tilbage på mit kontor efter det sidste interview brød jeg sammen. Jeg græd, men vidste ikke hvorfor og fortalte det ikke til nogen.

Fortsættelse følger…….

Pure love, Lina <3

Håb-hjerte-spire

Hvordan håndterer du sorg?

Det er vel lidt et stort spørgsmål at stille, men jeg tror, at det er meget forskelligt, hvordan vi griber det an. Jeg er p.t. i en situation, hvor jeg forsøger at navigerer i sorgprocessen. Jeg vil derfor være taknemlig for alle de indput, som I måtte have. Vi kender det jo alle sammen og har været der på et eller flere tidspunkter i vores liv.

Jeg vil forsøge at dele min tilgang til sorgarbejdet med jer i håber om, at skabe en åbenhed og dialog, så vi ikke skal føle os alene med vores sorg – måske mest af alt mig, der den følelse lige nu. Men jeg oplever, at man nemt kommer til at føle det sådan, når ting er usagt.

Når jeg er i sorg, vil jeg rigtig gerne handle og løse ting. Også selv om jeg egentlig slet ikke føler, at jeg har overskuddet til det. Jeg ved godt, at jeg gør det, altså handler, mest af alt for at løbe væk fra det hele. Alt kaosset og følelses virvaret. Så jeg prøver at standse op og bare være uden handling, som meget som jeg tør. For det handler om at turde og ikke lade sig forføre at frygten.

Jeg er et rigtigt snakke menneske, som mange af jer måske allerede ved eller har gennemskuet ud fra min blog. Så når jeg er ked af det, så ryger jeg hurtigt ud af den sti der hedder “vi skal da snakke om tingene”. Men igen er det bare en flugt. For hvad hjælper det egentlig at snakke? Løser det noget? Giver det mig det jeg egentlig ønsker og har behov for? Nej, det gør det ikke. Det giver mig i princippet det stik modsatte. For det jeg higer efter er ro. Så nytter det jo ikke noget at jeg selv skaber uro og kaos omkring mig med handlinger og snak. Det eneste sted, hvor jeg altid kan finde ro er inden i mig selv. Jeg mener ikke, at man slet ikke skal snakke med andre om sin sorg og udfordringer. Det skal jeg nok få gjort. Det er der ikke nogen fare for. Men stoppe op, det vælger jeg ikke bare lige sådan frivilligt. Så der må “hårdere” midler til.

Så jeg må være stille. Men holdt kæft hvor er det svært når tanker og følelser hvirvler rundt i krop og hoved.

Noget af det, som også hjælper mig i sorgprocessen er at forsøge at se på alle de små positive ting, som trods alt er her. Det er svært at fastholde og gøre, for glæden over de små ting kan ikke rigtig mærkes i kroppen, som det ellers kan, når jeg er i ro. Så endnu et godt argument for at gøre en indsats for at vælge roen frem for handling, snak – uro og kaos. Så jeg kan sanse og mærke alt det smukke.

Men håbet er det der for mig gør en kæmpe forskel ift. at bearbejde min sorg. Det der bare kan være det sværere er, hvad det er for et håb man skal rette blikket hen imod? Er det håbet om at genfinde det tabte eller håbet om hvad jeg har lige nu eller håbet om hvad der kommer. Svaret er lige til – det er håbet om alt det der er lige nu. Men det er så svært at fastholde blikket i den rigtige retning.

Jeg er Lina, jeg er kærlighed og alt er helt ok og som det skal være – ellers ville det jo være anderledes. Men jeg har det ad helvede til lige nu.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Glæder mig til at høre fra jer om, hvordan I håndterer tab og sorg.

Pure love, Lina

Benjamins-fødsel

Kejserinde gange 4 del 2.

Så er jeg klar ved tasterne igen…. Denne gang for at skrive om mine 2 sidste kejsersnit. Så hvis du er klar, så sæt dig godt tilrette. Here goes…..

Jonas’ fødsel
Jeg var ellers sikker på, at jeg i hvert fald kun skulle have 2 børn. Eller som helt ung ved I jo allerede, hvis I har læst mit blogindlæg om min store lille familie, så skulle jeg faktisk slet ikke have børn. Men det var som om jeg ikke rigtig var færdig med det der børnehalløj. Jeg vidste jo faktisk ikke om det overhovedet kunne lykkes at blive gravid igen. Jeg havde rigtig svært ved at blive gravid med Sarah. Så vi besluttede at give det en chance i 6 måneder. Hvis ikke det lykkedes i den periode, så var det meningen at vi ikke skulle have flere børn. Jeg var blevet tilknyttet et forskningprojekt hos gynækolog Bjarne Stigsby i Tåstrup. Projektet hed “spis dig gravid” og gik i korte træk ud på at undersøge, om kvinder med PCOS nemmere kunne blive gravide alt efter hvilken kost de spiser (læs evt. mere om projektet her Spis dig gravid). En uge før den sidste kontrol på projektet opdagede jeg, at jeg var gravid.

Jeg ville så inderligt stadig væk gerne føde selv. Synes jo ligesom jeg var blevet snydt for slutningen af “filmen” to gange nu. Jeg fik den samme læge, som jeg havde lavet fødselsaftale med ved Sarahs fødsel. Han var meget samarbejdsvillig, men mente ikke at det var forsvarligt at forsøge almindelig fødsels igen. Aftalen blev at jeg fik tid til planlagt kejsersnit så tæt på min terminsdato, at jeg formentlig ville nå at gå i fødsel. Planen var så, at når jeg var i fødsel skulle vi stille og roligt komme ind på hospitalet, hvor man så ville gøre klar til kejsersnit. Jeg havde igen en dejlig graviditet dog med en del kvalme i starten. Men det bedste var at jeg igen holdt vægten fint og tog under 10 kg på.

Den 6. maj 2007 var jeg i Ikea og købe de sidste ting ind til vores nye rækkehus, som vi lige var flyttet ind i for 14 dage siden. Jeg havde en del murren i maven, men ikke sådan rigtig veer. Om morgenen den 7. maj 2007 var det lidt det samme. Jeg var i tvivl om jeg egentlig var i fødsel eller hvad. Jeg havde en tid hos jordmoderen kl. 9 og vi tog afsted som planlagt til den. Hun undersøgte mig og konstaterede, at jeg bestemt var i fødsel. Havde tegnblødning og var et par cm åben. Så jeg fik min journal i hånden og blev bedt om at gå over på fødegangen. Vi var på fødegangen et par timer. Veerne var regelmæssige og tiltog stille og roligt. Da jeg var lidt over halvvejs i fødsel blev jeg gjort klar til kejsersnit. Det var så fint og roligt alt sammen. Så tæt på en rigtig fødsels som det nu kunne blive. Jeg fik noget medicin, som skulle gøre, at mit blodtryk ikke faldt igen, ligesom ved Sarahs fødsel. Jeg havde ingen problemer ved denne fødsel og Jonas havde det også rigtig godt, da han kom ud og fik lov til at ligge hos mig næsten med det samme. Han var så vågen og kvik. På turen fra operationsstuen og over opvågningen fik jeg lov til at ligge med ham i sengen. Så snart vi var kommet over på opvågningen ammede jeg ham. Vi var indlagt i 2 dage. Det kunne tydeligt mærkes, at der var sparsomt med ressourcer i afdelingen, som vi var indlagt på. Ingen hjælp til noget som helst. Godt at Jonas blev født en fredag, så han far kunne være på hospitalet sammen med mig i weekenden og hjælpe til.

Benjamins fødsel
4. og sidste skud på stammen blev født for næsten et år siden nu. Puh ha som tiden dog flyver. Benjamin er Thomas’ 1. barn og mit 4. Så selv om han er mit 4. barn, så har det næsten været som at starte forfra, for alt har jo været nyt for Thomas og ikke mindst hans del af familien, hvor Benjamin er det 1. barnebarn. Jeg havde igen en forholdvis god graviditet dog med en masse kvalme og fik konstateret graviditetsbetinget sukkersyge. Jeg fik dog holdt det i ro med kostomlægning. Men det gjorde mig rigtig ked af det og nervøs. Ikke lige hvad jeg havde brug for. Igen tog jeg under 10 kg på.

Jeg havde håbet på at kunne få samme aftale, som jeg havde ved fødslen af Jonas. Jeg fik heldigvis den samme læge igen, som de 2 foregående gange. Hurra for Henrik Nyholm. Vi aftalte, at jeg igen fik tid til planlagt kejsersnit helt tæt på min termin i håbet om, at jeg måske gik i fødsel. Helt præcis fik jeg tid dagen før min termin. Desværre lykkedes det ikke at gå i fødsels. Så jeg mødte ind på barselsgangen om morgenen fredag den 27. marts 2015 på Herlev Hospital. Det var lidt mærkeligt at være tilbage på det samme hospital, hvor jeg fødte Laura for næsten 19 år siden og ikke havde en særlig god oplevelse. Jeg fik helt ondt i maven, når jeg tænkte på det. Vi blev forbedret og klædte om på barselsgangen og jeg fik min journal i hånden. Derefter gik vi selv hen til operationsgangen og satte os uden for for at vente på at blive kaldt ind. Det er altså meget surrealistisk og sidde der og vente på at om lidt bliver man forældre. Følelserne væltede rundt i kroppen på mig fra den ene yderlighed til den anden – fra grin til gråd…..fra glæde til frygt. Vi var det eneste par der var planlagt til kejsersnit den dag fordi vi selv havde fået lov til at vælge datoen. Så der var meget stille og roligt på operationsgangen. Normalt bliver de planlagte kejsersnit samlet på samme dag på ugen. Endnu gang stor tak til læge Henrik Nyholm <3

Ifm. forberedelsen til fødslen og samtale med den jordemoder, som skulle være med, havde jeg nævnt, at det var vigtig for mig, at få Benjamin op til mig så hurtigt som muligt, så det kunne være så tæt på en almindelig fødsel som muligt. Da jordemoderen kom for at hente os ved operationsgangen fortalte hun, at hun havde lavet en aftale med personalet på operationsgangen ift. at ændre lidt på procedurerne, så jeg kunne få Benjamin op til mig med med det samme. Det var ikke noget de havde prøvet før, men fordi jeg var 4. gangs mor og alt virkede til at være helt ok, så ville de gøre en undtagelse. Jeg fik sat diverse elektroder fast på ryggen i stedet for på brystet, så der var plads til at have ham liggende. Jeg var rigtig bange for at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Selv om jeg har haft rigtig gode oplevelser med det alle de 3 foregående gange, så kørte det rundt i hovedet på mig, at jeg jo de 3 gange havde været i fødsel og havde haft smerter. Nu sad jeg der på operationslejet og var bare mig…. Desuden havde jeg en rigtig skidt oplevelse fra anden en hospitalsindlæggelse året før med i bagagen , hvor de forsøgte at lave lumbalpunktur på mig (en undersøgelse hvor man stikker ind i mellem ryghvirvlerne for at tage noget rygmarvsvæske ud m.h.p. undersøgelse bl.a. for meningitis). Ifm. med den undersøgelse stak lægen forkert mange gange ind i mine knogler. Jeg har sjældent følt noget så smertefuldt og ubehageligt. Men det gik bare så fint. Jordemoderen og Thomas sad foran mig. De holdt mig i hænderne og fik ro på mig ved at hjælpe mig med at trække vejret roligt. Det var slet ikke slemt.

Igen havde de meget meget svært ved at åbne min mave pga. sammenvoksninger. De var så tæt på at skære hul på min blære, men heldigvis undgik de det. Jeg tissede blåt bagefter fordi de havde sprøjtet noget blå farve ind i blæren, så de kunne se, hvis der var hul.

Jordemoderen forklarede hele tiden, hvor langt de var med operationen og hvordan de løftede Benjamin ud og forsøgte at efterligne bevægelsen, som ved en rigtig fødsel. Han blev løftet direkte ud af maven, over klædet som afskærmede, så vi ikke kunne se selve operationen og op på mit bryst. Han græd kun kortvarigt, men var ellers helt stille og rolig. Vores egen lille zen baby (det skulle senere ændre sig meget – det fortæller jeg gerne om en anden gang). Han var så fin – og lille. Eller lille var han egentlig ikke – helt gennemsnitlig. Men når man nu tidligere har født store børn på 4500 g og han var et helt kg mindre, så føltes han lille. Han havde (som I kan se på billedet) fosterfedt over det hele. Det havde ingen af de andre 3 børn. Der lå han så og blev ammet på operationsstuen, mens de syede mig sammen. Kun da jeg skulle flyttes fra operationslejet og over i en seng var han kortvarigt hos sin far – for første gang. Det var så fin en oplevelse. Selv personalet på operationsstuen var helt høje efter oplevelsen og talte om, at sådan burde alle fødsler ved kejsersnit foregår. Det er jeg helt enig i. Jeg ved, at man gør sådan flere og flere steder – “hud mod hud kejsersnit” hedder det vidst. Hvis du ikke fik set det “live” kejsersnit, som de viste på DR1 for ikke så længe siden, så kan du se det her Kejsersnit. Det er meget tæt på, hvordan Benjamins fødsel foregik. På nær at de ikke tog klædet ned.

Vi var indlagt i 2 dage. Det første døgn havde jeg det ikke så godt. Havde virkelig mange efterveer. Formentlig skyldes det, at jeg jo ikke selv havde været i fødsel som de andre gange samt at livmoderen får sværere ved at trække sig sammen jo flere gange man har været gravid. Men ellers havde jeg det rigtig fint.

Der er så mange ting og detaljer man kommer i tanke om, når man sådan sidder og skriver det hele ned. Men tror at jeg har fået fortalt det væsentligste, som jeg nu husker det og så I har fået et godt billede af, hvor forskellig det også kan være at føde ved kejsersnit.

Har mit skriv givet anledning til spørgsmål, så sig endelig frem…. Synes efterhånden jeg har en del erfaringer i det med kejsersnit, hvis man kan have det. Jeg ville til en hver tid stadig vælge at føde selv hvis jeg kunne. Også selv om jeg har haft nogen super gode forløb og minimalt af problemer. Min krop/mave er og ser på ingen måder “normal” ud efter at have været skåret over 4 gange og mavemusklerne trukket fra hinanden. Men jeg har fået 4 helt fantastiske unger ud af alt besværet – men nu er det også slut….. Helt slut.

Tak fordi du læser med.

Pure love, Lina

Kejsersnit

Kejserinde gange 4.

Her kommer lidt mere fra den personlige fyldepen om mig og min store lille familie.

Som jeg tidligere har fortalt har jeg 4 børn med 2 forskellige mænd. Skæbnen ville åbenbart at de ikke frivilligt ville forlade min krop nogen af dem….. Så jeg har 4 kejsersnit bag mig – alle i rygmarvbedøvelse, så jeg har været tilstede og vågen hver gang. Det er 4 helt forskellige oplevelser – lige så forskellige som almindelige fødsler kan være. Årsagen til at jeg har været nødt til at føde ved kejsersnit er formentlig en skævhed i mit bækken, men ingen har kunne bekræfte at det med sikkerhed er årsagen.

Lauras fødsel
Jeg var 21 år da jeg blev planlagt gravid med Laura. Havde en forfærdelig graviditet, hvor jeg tog alt for meget på, fik bækkenløsning og havde så  meget væske i benene at de lignende elefantben og jeg måtte låne min mands gummisko, for jeg kunne ikke passe mine egne sko. Fødslen gik på ingen måder som forventet. Efter næsten 2 døgn i fødsel og med masser af veer og vestorm pga. vedrop blev det kl. 21 om aftenen den 5. september (efter 2 timer med presseveer) besluttet, at jeg skulle have kejsersnit. Men pga. travlhed på operationsgangen måtte vi vente og kom afsted som de sidste, fordi Lauras hjertelyd ikke var påvirket af de mange timer i fødsel. Hun blev født den 6. september 1996 kl. 2.22. Jeg kunne have kvalt den jordemoder, som sagde til mig, efter hun havde informeret om, at kejsersnittet nu var bestilt, “du må gerne presse eller lade vær”. Hvem fanden kan lade vær med at presse i flere timer, når man først har presseveer! Laura havde det ikke så godt, da hun kom ud, så jeg fik kun lov til at se hendes lille ansigt. Så gik de med hende sammen med hendes far. Mens jeg lå der på operationsbordet og blev syet sammen kom en sygeplejerske og sagde, at de muligvis ville overflyttet Laura til børneafdelingen på Glostrup (jeg fødte på Herlev Hospital). Det skete heldigvis ikke, da hun rettede sig fint på ilt og i en varmekasse. 4 timer efter hun var blevet født kl. 6 om morgenen den 7. september 1996 holdt jeg hende for første gang i mine arme. Vi var indlagt i 5 dage, så havde jeg fået nok og ville hjem.

Sarahs fødsel
Der gik en del år før jeg blev gravid igen. Det var ikke meningen, at der skulle være så mange år imellem barn nr. 1 og 2. Men sådan ville skæbnen det åbenbart. Jeg var meget opsat på, at jeg skulle føde normalt denne gang. Det var et kæmpe nederlag for mig, at jeg ikke kunne føde selv. Selve fødselsoplevelsen var heller ikke ligefrem positiv, men jeg fik lagt en tryg og god plan om at føde selv og med lovning om, at skulle det mod forventning ende i kejsersnit, så ville jeg højest komme til at vente 30-45 min. efter beslutningen var truffet. Jeg havde en skøn graviditet og tog under 10 kg på. Om aftenen den 23. oktober 2003 fik jeg veer og ud på natten gik vandet. Veerne var ikke uudholdelige, så jeg holdt ud og ventede. Tog en del brusebad den nat. Om morgenen den 24. oktober 2003 blev Laura afleveret i skole og derefter kørte vi mod Glostrup Hospital. Alt så ud til at gå planmæssigt. Jeg udvidede mig stille og roligt, men i pauserne imellem veerne fik jeg mere og mere ondt. Det føltes som om nogen træk min mave fra hinanden indvendigt eller skar mig med en kniv. Til sidst skreg jeg af smerte. Ikke så meget pga. veerne, men fordi smerten ikke ophørte eller holdt pause. Jeg skreg så højt, at den jordemoderstuderende der var med til fødslen holdt sig for ørerne. Jeg blev vurderet af en læge – heldigvis den samme læge, som jeg havde lavet fødselsaftale med. Han vurderede, at det ikke var forsvarligt at lade fødslen fortsætte, fordi de var nervøse for ruptur – at livmoderen var sprød og skulle springe pga. sammenvoksninger fra det gamle kejsersnitar. Så det blev besluttet af jeg skulle have kejsersnit – igen. Jeg græd som pisket og tryglede dem om at måtte føde normalt. Jeg var rædselsslagen – pludselig væltede alle minderne fra Lauras fødsels frem. Heldigvis kunne de give mig noget medicin, som satte mine veer i stå. Dog kun for en periode. Men de var så gode til at berolige mig og der gik kun 30 min. før jeg lå på operationsbordet. Lægerne havde en del udfordringer og måtte bruge lang til på at skære mig op pga. alle sammenvoksningerne fra det gamle ar. Men det hele forløb stille og roligt og jeg fik Sarah op til mig med det samme efter hun var kommet ud. Men idyllen skulle ikke var ved. Sarah havde det fint, men det havde jeg ikke. Jeg fik blodtryksfald og var ved at besvime og forsvinde væk hele tiden. Jeg fik noget medicin og rettede mig efter noget tid, men for pokker hvor jeg frøs. Så meget at mine arme hoppede op og ned, som om jeg baskede med armene som vinger. Kunne slet ikke styre det.  De turde ikke flyttet mig fra operationsstuen før efter noget tid fordi jeg ikke var stabil. Jeg blev kørt på opvågningen og fik varmetæpper på min krop. Langsomt fik jeg det bedre. Vi var indlagt i 3 dage og havde et rigtig fint ophold på hospitalet. Ikke mindst fordi Sarahs faster var sygeplejerske på afdelingen hvor vi var indlagt.

Nå, det må være nok for i dag…… Fortsættelse følger selvfølgelig snarest med drengenes fødsler. Har du spørgsmål til en “garvet” kejserinde, så skriv endeligt.

See you soon, pure love

Lina

Mor-til-4

Min store lille familie

Her er kommer lidt fra min hånd med en lidt anden indgangsvinkel end jeg tidligere har skrevet.

Min store/ældste og dejlige datter Laura sagde til mig: “Mor, du er er altså nødt til også at dele lidt om hvem du er og være lidt mere personlig. Det er jo ikke alle der læser med, som kender dig. Fortæl om hvordan det er at være mor til 4.”. Det prøver jeg så at gøre nu……

I mine teenager år var jeg super bange for alt hvad der havde med læger og hospitaler at gøre (kender du det Laura? 😉 Jeg skulle i hvert aldrig have børn….. Så sidder man nu her 40 år gammel og med 4 skønne børn i alderen 1-19 år. De 3 ældste Laura (19), Sarah (12) og Jonas (8) har sammen far. Jeg var sammen med deres far i 16 år og var da helt overbevist om, at det skulle jeg da være resten af livet. Men sådan endte det ikke.

For snart 3 år siden mødte jeg Thomas, som jeg nu har være gift med i 1 år. Sammen har vi Benjamin (1), som er Thomas første og som sagt mit 4. barn!

At være og blive mor er ikke noget, som jeg har haft så mange tanker eller drømme om. Det er bare ligesom kommet. En rolle og kraft som har udfoldet sig mere eller mindre af sig selv. Selve rollen som mor er faldet mig meget naturlig. Jeg har klare holdninger til, hvordan jeg udfylder den. Hvilket jeg, som du måske allerede har opdaget, i øvrigt har til rigtig mange ting – altså en mening om dem.

Jeg har altid holdt af familielivet og de traditioner, som man som familie opbygger og har taget rigtig mange med mig fra mit eget familieliv (fødselsdage, jul, ferier m.m.). Og der er også kommet en masse nye traditioner og ting til i årenes løb. Det har ikke været uden udfordringer at få det hele til at passe og hænge sammen med alles ønsker og behov, når man er en stor (og sammenbragt) familie.

For mig er det vigtigt, at der i familien både er plads til individualiteten, at man f.eks. dyrker den form for sport/fritidsinteresse, som man nu brænder for, men også fællesskabet. Det betyder bl.a., at børnene har hver deres sportsgren, som de dyrker fra 2-4 gange om ugen. Laura har været skøjteprinsesse, Sarah er hestepige og Jonas er fodbolddreng – hmmm hvad mon lille Benjamin kommer til at vælge?

Selv om vi er afsted til hver vores egne aktiviteter, så forsøger jeg at skabe plads til og prioritere fællesskabet højt. Jeg elsker f.eks. at lave mad og prøver at samle familie omkring aftensmåltiderne så mange dage om ugen som muligt i de uger vi har alle børnene hjemme (vi har en 7/7 ordning). Laura og hendes kæreste kommer gerne hjem og spiser søndagsmiddag sammen med os et par søndage om måneden. Så står den f.eks. gerne på flæskesteg, pulled pork eller hambrugerryg. Mors kødgryder kan heldigvis stadig væk trække hende hjem, nu hvor vi ikke ses så ofte fordi hun er flyttet hjemmefra.

Mange spørger mig og undres ofte over, hvordan vi får det hele til at hænge sammen. Nej, vi har ikke au pair eller anden for for hjælp i huset. Vi har (desværre) heller ikke bedsteforældre, der er i nærheden og kan hjælpe. Jeg er nok lidt af en koordineringens mester og med en god portion vilje, stædighed, kærlighed og positivisme, så lykkes det…. Men det er langt fra en let opgave med alle de krav, der stilles til en børnefamilie. Her kunne jeg godt rulle mig ud i en lang debat, men det vil jeg undlade for nu og lade det ligge til en anden god gang.

Kunne du li’ dette indlæg og har du har lyst til at høre mere om mig og min store, lille familie, så smid gerne en kommentar – spørgsmål af en hver art er altid velkomne.

Ønsker jer alle en rigtig god weekend.

Pure love, Lina

helphand_hjerte

Uopfordret hjælp

Sidder på jobbet og kigger ud af vinduet. Et ældre ægtepar kommer gående og manden stopper op for at binde sit snørebånd, som er gået op. Han når nærmest ikke at bukke sig ned og starte på at snøre sin sko før konen bukker sig ned, læner sig ind foran ham og binder hans sko.

Som det naturligste i verden, for hende, er hun der for at hjælpe ham med det samme, uagtet at han end ikke har bedt hende om det.

Hvis det var mig og nogen gjorde sådan, så var det formentlig ikke endt kønt. Jeg var højest sandsynligt faret i flint og havde sagt fra overfor den, for mig, grænseoverskridende handling. Men jeg må desværre gribe i egen barm og indrømme, at jeg ofte selv kommer til uopfordret at “tilbyde” min hjælp  – især til min mand og mine børn.

Hvorfor handler vi anderledes overfor andre, end den måde, hvorpå vi selv gerne vil behandles?

Jeg har altid tænkt at ordsproget “du skal behandle andre som du selv vil behandles” er skruet lidt forkert sammen. For mig giver det mere mening at “du skal behandle andre, som de gerne vil behandles”….

På den måde oplever jeg, at der åbnes op for nysgerrigheden ift., hvad andre ønsker og hvordan deres verden ser ud. Man får ikke lige så nemt puttet sin egen virkelighedsopfattelse og forforståelse af ting nedover andre mennesker.

Så min opfordring til dig er at prøve at være lidt mere nysgerrig – bare i dag…..

Pure Love, Lina

image1

Skyde forbi målet.

Vi laver alle sammen fejl, masser af fejl. Jeg oplever, at mange mennesker har rigtig svært ved at bære deres egne fejl og mindst lige svært ved at acceptere og rumme andres fejl. Ingen kan leve op til at være 100% fejlfri, men vi kan alle gøre vores bedste.

I bebyggelsen hvor jeg bor, har man lov til at reservere en parkeringsplads i vintermånederne. Den 1. december sætter man selv et skilt med ens nummerplade på den plads, som man nu ønsker. Man skal så selv sørge for at holde pladsen ren for evt. sne. Så slipper bebyggelsens gårdmænd for at bruge tid og kræfter på af skrabe sne med deres ellers yderst effektive, motoriserede maskiner (I kan nok fornemme at jeg ikke er vild med ordningen).

I stedet for skaber det en masse udfordringer. Selvom reglerne er forholdvis klare, så sker det, at nogen ikke overholder dem. Jeg kom f.eks. selv til at parkere på en afmærket plads for et par år siden, hvilket resulterede i, at der holdt en bil på tværs bag min bil, da jeg kom ud og skulle afsted på arbejde den næste morgen – bilen tilhørte selvfølgelig “ejeren” af parkeringspladsen.

Jeg havde ikke set afmærkningen (pga. en stor snebunke som næsten skjulte skiltet med nummerpladen). Da det endelig lykkedes mig at finde ud af, hvem ejeren af bilen (og P-pladsen) var, gik jeg ind for at banke på og sige undskyld for min fejl. Her blev jeg mødt af en af medlemmerne af det selvbestaltede parkeringsplads politi. Han overfusede mig og var fast besluttet på at jeg havde parkeret på “hans plads” med vilje. Han godtog meget modvilligt min undskyldning og var bestemt ikke indstillet på at fjerne sin bil, så jeg kunne komme ud.

Jeg undres over, hvad det er der gør, at mange mennesker er så fast besluttede på, at fejl begået af andre må være begået med en vilje og beslutsomhed, hvor hensigten er af irritere og forpeste andres verden mest muligt. Hvad er det for nogen briller, man har på, når man tror og tænker dette? Hvad med lige at stoppe op et øjeblik og tage nogen andre briller på. Det kunne jo faktisk være, at tingene forholdt sig noget anderledes end den virkelighed, som man selv ser igennem egne briller. Hvad er der blevet af nysgerrigheden? Er den blevet udskiftet med forudindtagetheden?

Jeg skyder dagligt forbi målet (og laver fejl), men det er kun godt for så bliver jeg bedre og bedre til at ramme rigtigt.

Hvad for nogen briller vælger du at tage på i morgen?

Pure love, Lina